Der står en flok mennesker, vel en lille halv snes, omkring nogle kasser med små morgenbrødsposer foran Aalborg Banegård. Det er mandag morgen, klokken er 7.30, og der er valgkamp. I flokken ses blandt andre Venstres formand, Troels Lund Poulsen, digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre og den nordjyske kandidat ved valget til EU-Parlamentet, Jakob Dyrman.

De spejder efter potentielle vælgere, efter nogle, der på søndag kunne tænkes at hjælpe det noget plagede parti med at opfylde et i øvrigt beskedent succeskriterium. Eller bare nogle, der vil tage en flyer med Venstres europapolitik, hvis tilkøbet er et stykke gratis morgenbrød.