Kommentar. Israelsk politis angreb på et begravelsestog udtrykker det grundlæggende forhold til palæstinenserne: kontrol, ydmygelse, nedværdigelse.

Palæstinenserne er der stadig

Hvad med en tur til Tel Aviv? Det er højsæson lige nu. Alle vegne hører jeg om folk, der lige har været dernede eller planlægger en lang weekend. Det er så nemt – man kan flyve direkte med Norwegian! Det er det bedste tidspunkt, inden det bliver for varmt. Og der er vidunderligt, atmosfæren er både intens og afslappet, restauranterne er spændende, stemningen så speciel, det hele smager af Ottolenghi. Og så er der stranden! Der er ingen byer som Tel Aviv!

Nogle afslappende dage i Tel Aviv er også at opleve Israel som de lokale: Ingen tænker på, hvad der sker nogle få kilometer væk; man kan opleve landet fuldkommen uden at blive mindet om, at Israel er en brutal besættelsesmagt. Var man for eksempel på besøg i sidste uge, ville man – præcis som hovedparten af telavivierne – ikke have mærket det mindste til drabet på en af de mest prominente palæstinensiske journalister, Shireen Abu Akleh, der blev skudt under optøjer i Jenin på den besatte Vestbred. Og man kunne efterfølgende have nydt ferien uden at lade sig mærke med en af de mest ubehagelige scener i den sørgelige historie om Israels kontrol over palæstinenserne:

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også