Han sagde det faktisk, formanden for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer, da han tirsdag morgen holdt pressemøde i hjørnet af en indendørs fodboldbane i en hal i Valby sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og økonomiminister Stephanie Lose (V): Der er ikke nogen egentlig trivselskrise i Danmark, sagde han, mens nogle børn løb og spillede fodbold i baggrunden. Der er »udfordringer«, især for teenagepigerne, og især for de svageste børn:

»Det er fortsat børn fra hjem med vold, konflikter, misbrug og egentlig psykisk sygdom, som er i størst risiko for at mistrives. Det er ikke nyt, men det er ofte glemt. Vi risikerer let at overse dem, der har mest brug for at blive set, fordi andre med lettere adgang til den offentlige samtale løber med opmærksomheden og ressourcerne,« sagde Rasmus Meyer.