Ondets rod

Bør man tage et rengøringsjob, hvis man er ledig som akademiker? Det eneste moralsk korrekte svar i Danmark er ja. Hver gang dimittendledigheden kommer på dagsordenen, får man artikler og tv-indslag skåret efter samme form: Find arbejdsløse akademikere på et jobcenter og spørg dem, om de vil tage et ufaglært job. De, der i deres vildfarelse kommer til at svare nej, vil straks blive taget i skole på de sociale medier. De er forkælede. Utaknemmelige. De lever af andres skattekroner og skulle skamme sig, lyder det i talrige kommentarer og statusopdateringer.

En social kontrakt kan lyde som et abstrakt koncept, men den bliver altid konkret, når nogen bryder den. At blive på dagpenge, når der er job til rådighed, man ikke har lyst til at tage, er et brud på den sociale kontrakt i Danmark. Det kan man let konstatere ved at se på reaktionerne. Den sociale kontrakt om arbejde er som følger: Vores velfærd er finansieret af skat på arbejde, der derfor er fundamentet for samfundet. Alle der kan, skal derfor arbejde. De fleste står ikke op tidligt om morgenen af ren lyst, men fordi de skal forsørge familien og betale boliglånet. Halvdelen af deres indkomst ender i statskassen for at opretholde velfærden. Det betyder, at halvdelen af deres arbejdstid bruges på at finansiere andre. Det er derfor ingen overraskelse, at mange reagerer med indigneret vrede, hvis de hører om en akademiker, der allerede har brugt fem år på en statsbetalt uddannelse med en skatteyderfinansieret SU, som ikke lige gider tage det job, der er til rådighed.