Leder. Regeringens markante reform er et vildskud. Politikerne burde afholde sig fuldkommen fra politiske markeringer, der fortaber sig i nye, komplicerede afgifts- og skattesystemer.
Omsen & Momsen
SÆT Tom McEwan og Jess Ingerslevs gamle sang om Omsen & Momsen på for at få et virkelig godt soundtrack til det politiske forløb om prisen på fødevarer i Danmark. Man skal have en vis alder for at huske børne-tv-serien fra 1987, hvor Tom og Jess spiller de små børn Omsen & Momsen, der taler og synger om voksenting, som for eksempel atomraketter, moms og sundhed. Meget handler om, hvad voksne gør, når de skal vise, at de har styr på tingene. Sangens omkvæd: »Uha, se nu der, på alt det mystiske, der sker, av-av, man er lige ved at gå på numsen!«
AGURKER, æg, smør og ikke mindst oksekød er figurer i en markant politisk kamp. Engang var det diktatorer i udviklingslande, der viste handlekraft ved at regulere priserne på brød, nu sker det også i vestlige lande. I flere år steg fødevarepriserne som følge af globale kriser, klima, priser på råstoffer og pressede produktionskæder. Det blev brandvarm politik, også i Danmark, hvor særligt Morten Messerschmidt i valgkampen gjorde det til et spørgsmål om politisk vilje og forståelse for vælgernes frustrationer.



