DET gælder for medier såvel som universiteter: Man kan bruge årtier på at opbygge et fortræffeligt omdømme, men det tager kun et øjeblik at rive det ned. Læseren husker måske, hvordan to mænd for et par år siden fældede et af de mest fotograferede træer i Storbritannien – det hed Sycamore Gap og lå langs den romerske Hadrian-mur i Northumberland. De optog det ovenikøbet på en grynet nattevideo. 20 sekunder tog det at skamfere dette smukke, historiske sted – det gør næsten ondt at se på. På Cambridge University sættes der også for tiden en motorsav ind mod institutionens ædle omdømme, men denne gang er det stedets egne ledere, som har ført an i hærværket. Det er også pinefuldt at overvære.

HANDLER denne tragiske historie ikke mest om Jason Arday – den unge britiske sociologiprofessor, der blev fundet død i sidste uge – skyldes det, at de egentlige ansvarlige for tragedien er de mennesker, som banede vej for ham. Det ses ofte, at charmerende enspændere opfinder historier om sig selv, og at elever og studerende plagierer. Arday gjorde det bare i ekstrem grad. For nogle år siden var han nok blevet afsløret, længe inden toppen af Cambridge University svøbte ham i en af klodens fineste professorale dragter. Ansvarsbevidste undervisere ville have gjort ham det begribeligt, mens han endnu var ung, at den vej, han var slået ind på, kun ville bringe ham i ulykke.