Leder. Den 94-årige Clint Eastwoods nye, grotesk oversete mesterværk er en harmdirrende anklage mod USA: Identitetspolitik, bedreværd, egoisme og lemfældighed kaster udstødte amerikanere i flammerne. Det er i den grad en film til tiden.
Oldingens opsang
NÅR Clint Eastwood kaster sit misfornøjede blik på denne tid, er der grund til at skærpe opmærksomheden. Den 94-årige instruktør har i en menneskealder lavet fremragende film, som omhandler USAs betændte forhold mellem selvtægt og lov. Hans skamløst oversete og måske sidste film Juror #2 hører til, som Weekendavisens anmelder Lasse Winther Jensen skriver i denne uge, blandt de bedste værker i 2024, skønt den ikke har været at finde i biograferne. Det er grotesk nok Eastwoods eget produktionsselskab, som har holdt filmen ude af cirkulation. Måske har man også villet styne en af Hollywoods sidste virkelig uafhængige og ja, konservative instruktører. Hvad end det skyldes, er vi henvist til at se dette mesterværk på et streamingselskab.
SANDHED og retfærdighed udgør filmens dirrende modsætninger. Den er en nutidig og mørk genfortolkning af Sidney Lumets geniale retssalsdrama Tolv vrede mænd fra 1957, hvor 12 jurymedlemmer en lummervarm dag i New York skal afgøre, om en 18-årig sort mand har myrdet sin voldelige far. De 11 er ikke i tvivl. De orker ikke spilde tid på sagen og er klar til at sende den sorte dreng i den elektriske stol, men det kræver, at alle er enige. Det er jurymedlem #8 i skikkelse af Henry Fonda ikke. Han mener, at der kan være tale om berettiget tvivl. I nogle intense timer banker han kiler ind i de andre jurymedlemmers livsfarlige og skødesløse fordomme. Filmen er et opgør med et USA, hvis retssystem var brudt sammen, og hvor sortes liv kunne kasseres i en tankeløs håndevending. Henry Fonda blev med den rolle et udtryk for hele USAs sociale samvittighed.
Del:
