Dybt inde i Rigsarkivets private arkiver ligger Arne Herløv Petersens dagbøger. Skriblerier fra næsten et årti, fra 1972 til 1981, hvor den danske forfatter blev anholdt og tiltalt efter den milde spionparagraf på grund af sine russiske forbindelser med tilknytning til den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

665 maskinskrevne sider udgør dagbøgerne, skrevet med enkelt linjeafstand og tekst på begge sider af arket, så det svarer til 1.400 normale bogsider. Om kærester, alkohol – og møder med sovjetiske ambassadefolk. Et historisk vidnesbyrd fra en af koldkrigstidens mest besynderlige spionaffærer. Men også en mands intime noter.