Livsbaner. Isabella Miehe-Renard væltede brutalt og livsforandrende. Men hun har skabt sig et nyt liv langt fra det gamle. Skal Lone Frank også flytte på landet?
Når livet rammer

Hundested Havn er hedebølgevarm og blændet af en hvid sol, men indenfor i Café Columbus er der halvmørkt og nogenlunde svalt. Her er fiskerromantik på væggene. Skibsplatter i dueblå, gamle træredskaber og midt i det hele et billede af grønlandsfareren Knud Rasmussen. I et roligt hjørne sidder jeg over for Isabella Miehe-Renard, og hun må fornemme min sult efter svar, for tidligt i samtalen kommer hun med en slags disclaimer.
»Det er ikke, fordi jeg har været sådan en go-getter, der har tænkt, at nu skal jeg fandme skabe mig et nyt liv og er gået målrettet efter det,« siger hun. »Jeg har bare været taknemmelig for, at det er sket.«



