Årsopgørelse. Hvordan kan servicen være så ringe i et land, der opkræver så meget i skat?

Når jeg ringer til Skat, lægger de bare på

For mange år siden var jeg til en fest for singler og endte ved siden af en mand, der havde komponeret ventemusikken til Skat. Altså den jingle, man hørte, når man stod i kø til at tale med et levende skattekyndigt individ. Dengang tænkte jeg, at jeg var havnet i en parodi af et Bridget Jones-univers, for hvor kedeligt var det ikke lige at møde Skat-jingle-manden? Men nu har karmaloven ramt mig, så jeg i skrivende stund længes efter at sidde i musikalsk kø til landets skattemyndighed. Enya, »Cotton Eye Joe«, en panfløjteversion af »El Cóndor Pasa«, hvad som helst.

Det er nemlig sådan, at jeg har fået min årsopgørelse, og ikke bare det: Jeg vil gerne ændre i min årsopgørelse, men jeg kan ikke. Eller måske kan jeg, men er for dum til at regne ud hvordan. Under alle omstændigheder har jeg brug for at tale med et menneske, så jeg ringer til Skat. Og ikke bare Skat, men Skats såkaldte værdipapirsluse, fordi det handler om aktier.

Oh, hellige enfold! Slusen siger, citeret fra hukommelsen: »Du har ringet til Skat. Vi har meget travlt. Prøv igen senere. Eller kig på vores hjemmeside.« 

Og så lægger de røret på. De lægger fandeme bare på! Behøver jeg at sige, at det ikke nytter noget at ringe igen senere?

Man kan også henvende sig til Skats chatbot, men den går i panik, når man stiller opfølgende spørgsmål, og lukker ganske enkelt ned for samtalen. Ligesom en knudemand, der ikke vil tale om, hvor han synes, vores forhold bevæger sig hen: »Jeg kan ikke hjælpe dig, farvel.« 

Hvis AI-revolutionen en dag opsluger os, bliver det i hvert fald ikke med Skat-botten som avantgarde.

Omtrent samme sted, som botten huserer, kan man få oplyst, at der i øjeblikket er et vist antal minutters ventetid på telefonlinjen, men det nytter jo ikke noget, når man ikke bliver stillet i kø. Ikke engang vente kan man få lov til.

Skat vil altså gerne have, at man minutiøst tjekker sin årsopgørelse for at opklare eventuelle fejl, som man har pligt til at rette, men de vil ikke hjælpe borgeren med det. Og dog: Hvis man skriver en mail, vil de forsøge at svare inden for 20 hverdage. Deadline for at indberette fejl er 1. maj.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have snøvlet mig sammen noget tidligere. Men skal vi gætte på, at travlheden næppe var mindre for en måned siden, da samtlige danskere med en puls havde stået i timelange køer for at se, om de skulle betale restskat?

Det er utroligt, at servicen kan være så ringe i et land, der opkræver så meget i skat og i forvejen indhenter så omstændelige detaljer om ens livsførelse. At borgeren skal gøre alle mulige krumspring for at kende de nøjagtige detaljer om, hvordan de helt præcist er blevet flået dette år. At en af statens mest basale opgaver, skatteopkrævning, er en af de mest komplicerede. Det kan næppe øge tilliden til systemet eller lysten til at følge reglerne. 

Hvorfor være lovlydig, hvis Skat selv er kaos? De første, der opgiver at kontakte værdipapirslusen, er formentlig dem, der har en økonomisk fordel ved det. Mens vi andre må sende en mail og forsøge at værdsætte ironien i Skats slogan: »Skat er ikke enkelt. Det er derfor, vi er her.«