Den tidligere bandekriminelle, nu skuespiller og erklæret »konservative muslim« Abud Mustafa er blevet landskendt for sin deltagelse i seneste afsnit af TV 2s debatprogram Højskolen. Her gjorde han sig bemærket ved at snakke udenom, når han blev spurgt om sit syn på homoseksuelle. Det eneste, han fik røbet, var, at han opfattede det som en synd i islam – et forhold, han tilsyneladende var uden nogen personlig andel i.

»Hvis du spørger islamisk, så er det syndigt. Det kan jeg ikke gøre noget ved (…) Jeg skal ikke stå til ansvar for, hvad islam mener er rigtigt og forkert,« sagde han blandt andet.

Originalfoto: Linda Kastrup, Scanpix

I denne uge har B.T.s Joachim B. Olsen haft Abud Mustafa som gæst i sin podcast, Borgerlig Tabloid, hvor han forsøgte at få ham til at uddybe dette syn. Det var svært. Mustafa forsøgte igen at undvige, men ved sin insisteren formåede Olsen dog efter et lille kvarter at få følgende ud af ham.

»Jeg anfægter ikke, hvad islam mener er rigtigt og forkert, som der er bred enighed om. Hvordan straffesystemet skal udføres og sådan noget der, det kan jeg ikke have en holdning til,« sagde han med den begrundelse, at det ikke var »aktuelt«.

Olsen gik ham yderligere på klingen og spurgte ind til hans syn på et samfund baseret på sharia. »Er det dit idealsamfund?« spurgte Olsen. »Islam, hvis det bliver implementeret 100 procent, så er det,« lød svaret. Olsen pressede videre: »Det er svært ikke at udlede, at i dit idealsamfund der skal homoseksuelle slås ihjel?« Og så fik vi endelig svaret: »Jamen jeg mener det jo. Hvis du udleder det derfra, så må det vel være det.«

En passiv teokrat

Det mest fascinerende ved interviewet var, at Mustafa insisterede på, at han jo ikke selv havde noget problem med homoseksuelle. På et tidspunkt siger han endda: »Jeg anerkender, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle har rettigheder til at være homoseksuelle, og at jeg ikke har noget problem med dem som mennesker, og at jeg ikke ser ned på dem, og det faktisk ikke rager mig en skid, altså om de er det eller ej.«

Man kunne således afskrive hans syn på homoseksualitet som en besynderlig teologisk spidsfindighed uden konkret betydning. Vi har jo at gøre med en ikkeeksisterende, teoretisk islamisk stat, der ikke er aktuel, så hvorfor gå op i, hvad han mener? Men det ville være en moralsk forkert konklusion. Abud Mustafas syn på homoseksuelle er nemlig i sin essens ondt.

Mustafa er skyldig i en helt særlig form for ondskab, som den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt i sin berømte bog Eichmann in Jerusalem fra 1963 beskrev som »den banale ondskab«. Denne ondskab er ikke drevet af et personligt ønske om at gøre andre ondt, men derimod af et tanketomt, viljeløst og passivt ønske om at gøre, som der bliver sagt, at adlyde ordre. Denne ondskab er typisk kendetegnet ved et ondskabsfuldt, menneskefjendsk system, der på grusom vis myrder mennesker.

Mustafas banale ondskab er formet af hans fundamentalisme. Det onde system, hvor han blot er en slags passiv bureaukrat, er i dette tilfælde islam. Et system, der i hans optik er givet af Gud, og som han således ikke er i en position til at sætte spørgsmålstegn ved. Hvis Gud mener, at man skal myrde homoseksuelle, så er det jo det, man bør gøre. Det kan han ikke stå til ansvar for.

Abud Mustafas upersonlige, distancerede ønske om, at homoseksuelle skal myrdes i den perfekte islamiske shariastat, er meget ondere, langt mere menneskefjendsk og grusomt, end hvis han blot havde gjort sig skyldig i gammeldags, primitiv homofobi. Hvis han blot ikke brød sig om homoseksuelle og syntes, de var lidt ulækre, men i sidste ende mente, at de naturligvis skulle have lov til at leve, som de ønsker, indtil de bliver gamle, ville han være langt mindre ond, end han faktisk er.

Det er meget mere uhyggeligt og modbydeligt at abonnere på Mustafas kølige, teologisk-teknokratiske ønske om, at folk, han ellers ikke har et personligt problem med, skal dræbes blot for at være dem, de er, og have udøvet handlinger, som aldrig har skadet andre mennesker.

Mustafas udanskhed

Lige så sigende er det, at Abud Mustafa ikke er i stand til at begribe, hvorfor dette skulle diskvalificere hans værdier som danske. Det er der nu ellers et meget oplagt svar på. Ifølge World Values Survey er Danmark sammen med Sverige og Norge de tre lande i verden, der tillægger det enkelte menneskes ret til personlig udfoldelse størst betydning. Samtidig er vi blandt de lande i verden, der har den stærkeste tilslutning til det, man kalder sekulære værdier.

Det er netop, fordi disse værdier står så stærkt i vores samfund, at homofobien endte som en udskældt position, der i dag møder foragt i det offentlige rum: Det var en holdning, der var i strid med vores kerneværdier. Da det gik op for befolkningerne i de skandinaviske lande, at man fødes som homoseksuel, at der ikke var tale om et valg, der udtrykte en svag karakter, men at det derimod kunne være ens elskede bror, søster, bedste ven eller endda forælder, der var tale om, og at det at leve som homoseksuel ikke behøvede at skade andre mennesker, var homofobien dømt til at gå en svær tid i møde i vores samfund.

Det er derfor, at Abud Mustafa i manges øjne ikke er dansk. Han tager ikke personligt ansvar for sin egen moral eller religiøse forestillinger, han sætter islamiske tekster over respekten for det enkelte menneskes ret til personlig udfoldelse, og i sidste ende afviser han det sekulære samfund. Det er Abud Mustafas insisteren på den banale ondskab, der holder ham ude af det danske fællesskab.

I øvrigt ...

Ekstra Bladet har fundet en ny chefredaktør, der skal afløse den afgående Knud Brix. Valget er faldet på Simon Bendtsen, der går fra en stilling for mediet Finans. Et tillykke herfra!