LAD os et øjeblik forestille os, at brandmuren havde været dansk: Så ville Dansk Folkeparti stadig være udgrænset af de etablerede partier: Anders Fogh ville i 2001 ikke have indledt et tæt parlamentarisk samarbejde med Pia Kjærsgaard, som stadig ikke ville være stueren. Fogh ville have søgt ind mod midten for at finde flertal.

DET lille systemskifte i 2001 ville være forblevet en fantasi i Søren Krarups forestillinger om Danmark: 24-årsreglen og de skærpede tilknytningskrav ville aldrig være blevet til noget, ligesom afskaffelsen af retten til familiesammenføring, starthjælp og skrappere sprogkrav for ansøgere til statsborgerskab ville være gået op i røg bag den brandmur, der skulle holde højrefløjen uden for indflydelse. Og bag muren ville Pia Kjærsgaard og DF ikke bare vokse, det ville også blive mere radikaliseret. Ikke noget med at smide outrerede typer på porten og slet ikke noget med pragmatiske Kristian Thulesen Dahl og hans alliancer på kryds og tværs af dansk politik. Og da slet ikke DFere i alle mulige magtkonstellationer i kommuner og regioner. Men sådan gik det ikke. Den danske brandmur faldt for 25 år siden.