Den 6. september er der delstatsvalg i Sachsen-Anhalt, hvor det højrenationale og indvandringskritiske Alternative für Deutschland er tæt på at vinde regeringsmagten. Men nu er en ngo for migrantorganisationer (LAMSA) begyndt på en stemme-dørklokker-kampagne, der skal bremse AfD. 

Ulrich Siegmund er leder af det indvandringskritiske Alternative für Deutschland i Sachsen-Anhalt. Foto: Filip Singer, Scanpix

Problemet er imidlertid, skriver magasinet Cicero, at kampagnen er finansieret af tyskernes skattekroner.

LAMSA er anerkendt som almennyttig ngo, der modtager betydelig offentlig støtte, fordi man laver sprogkurser og informationsprogrammer for migranter, og ngo'en officielt er uafhængig af partipolitik. 

Ikke desto mindre benytter LAMSA de »demokratiske dør-til-dør-samtaler« til at agitere imod den indvandringskritik, som er AfDs mærkesag. Desuden fører LAMSAs direktør, Mamad Mohamad, en personlig kampagne for centrumvenstre-partiet De Grønne, hvor han er opstillet som kandidat til delstatsparlamentet.

Denne sammenblanding mellem ngo'er og partipolitik er ikke et ukendt fænomen i Tyskland, og Michael Jäger fra Den Tyske Skatteyderforening kalder det »et demokratisk rædselsscenarie«, at man nemt får det indtryk, at de tyske skatteydere via ngo-støtte finansierer andres valgkampe. LAMSA afviser dog kritikken og bedyrer, at alle, der deltager i de »demokratiske dør-til-dør-samtaler« er uddannet i, at de ikke må føre kampagne for eller imod bestemte partier. vind