EUROPAS ledende politikere trækker for tiden vejret på en lidt anstrengt måde. Når Donald Trump siger noget chokerende om NATO eller Grønland, hiver de luft ind og holder vejret, så længe det varer. Når Trump så bedyrer, at det hele nok skal gå, puster de ud igen. NATO-topmødet i Ankara var sådan en vejrtrækningsøvelse: Først kom Trump med en række udfald om både handelskrig, amerikansk tilbagetrækning fra Europa og kontrol over Grønland. Så lød det, at NATOs musketered er »jernfast«, og at transatlantisk »forening« havde domineret et topmøde fuld af »kærlighed«.

UDFORDRING og modstand får europæerne rigeligt af med Trump. Men trods dramaet er tendensen entydig: Europa påtager sig stadig mere ansvar i alliancen – økonomisk, militært og organisatorisk. Der er en historisk forskydning, hvor Europa gør op med den vildfarelse, at NATO er et forsikringsselskab, hvor præmien bare skal holdes så lav som muligt, og hvor USA kommer og redder os, hvis det går galt. De fleste ved det efterhånden: USA kommer ikke. Europa må redde sig selv.