I ældre danske malerier ses ofte et kirkespir, der er gemt væk helt ude i horisonten. Allerhøjst anført med et par enkelte lette penselstrøg. Den indsigt, eller udsigt, må fastholdes i disse dage, hvor en glad kirkeminister, Ida Auken, fik sit forslag om en folketingspræst vedtaget. Der var jo noget pågående over ministerens jubel. Vi ved godt, hvordan det forholder sig, hvis vi i vores bil forvilder os ud af byerne og væk fra de store motorveje. Tårnet kan spejdes et sted på en bakke; ofte uprangende, nærmest usynligt. Samme fordringsløse placering har kirken også i de fleste danskeres liv, som den gode afdøde teolog Jørgen I. Jensen skrev i sin bog, hvis titel indkapsler budskabet: Den fjerne kirke. Der er en beskedenhed i den danske tilgang til kirken; de fleste af os besøger den allerhøjst ved højtiderne. Vanekristne hed det engang med et ukærligt ord, kulturkristne har man også kaldt os, nogle ville sige, at vi ikke er mere kristne, end det gør noget. Dog med den tilføjelse, at det gør noget. Det ville efterlade et hul i bevidstheden, hvis kirken ikke var der.

LANDSKABET med det fjerne spir var for Jørgen I. Jensen ikke et udtryk for, at vi havde vendt kristendommen ryggen. Snarere mente han, at danskernes vej til kirken var uudgrundelig. Den gik ad hemmelige stier og besynderlige små omveje. Den var præget af en mangel på dogmatik og et nærmest insisterende ukendskab til teologiske stridigheder gennem historien. Kristendommen er en privatsag, et spinkelt kors om halsen, skjult under trøjen. Prøv ikke at få nogen til at forklare det. Vi tager gerne en debat her i avisen om, hvorvidt kristendommen har været afgørende for vores folkestyre, eller om kirken altid har været en modstander af demokrati og menneskerettigheder. Det har bare ikke rigtig noget med sagen at gøre.