Modvindsmand

Hvis man opregner politik i de simple kategorier fiasko og succes, er der efter en uges valgkamp to markante navne på vinderholdet. De har det tilfælles, at de begge har haft plads i den øverste ledelse af partiet Venstre.

Den ene som formand, den anden som næstformand. Så har de yderligere det fællestræk, at de ikke længere er medlem af Venstre, men står som en slags de facto partiejere i hvert sit projekt.

Men bortset fra det rummer Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg ikke meget af det samme.

Jo, måske, at de næppe i den inderste sjæl vil frydes, hvis Venstres nuværende formand efter valget skulle blive Danmarks statsminister. Dertil synes de at skylde ham for meget, som ikke er af det gode.

Skulle Jakob Ellemann-Jensen en gang imellem gå rundt og synes, at det er rigtig godt træls at være partiformand, vil man ikke kunne bebrejde ham, selvom han faktisk ikke ser sådan ud. Ikke alene tyder målingerne på, at de to udbrydere får flere stemmer tilsammen end Venstre. Der er også en skygge over Ellemanns rolle i blå blok.

I meget lange perioder af den seneste valgperiode tydede alt på en markant sejr til Mette Frederiksen. Hen ved 60 procent røde stemmer i målingerne. I den periode fik Ellemann lov at være ubestridt oppositionsleder.

Så vendte både vind og folkestemning, og i løbet af forsommeren kom en blå sejr inden for rækkevidde, ja, den var vel nærmest sandsynlig. Så var det pludselig ikke så oplagt, at det var Venstres formand, der skulle løfte pokalen. Søren Pape Poulsen ringede til Ellemann og fortalte, at han agtede at melde sig som statsministerkandidat. Hvis det havde været en stor overraskelse for Venstres formand, havde han givet taget det ilde op, at han kun fik et kvarters varsel.

Pape Poulsens erklæring skete i første omgang under stor mediefejring, og meget tydede på, at han havde større gunst hos både vælgere og de øvrige blå partier. Ellemann kunne vel blive udenrigsminister. Det har de altid været så glade for at være i den familie.

Papes fald

Nu ligner Pape allerede en figur, nogen fejlagtigt er kommet til at tage batterierne ud af. Og hvad sker? Ellemann er igen den fremmeste blå kandidat, omend man stadig opretholder illusionen om, at der er to.

Problemet er bare, at det blå forspring allerede er eroderet. Ellemann er manden, der godt må være leder, når holdet har udsigt til at tabe. I bedre tider melder andre sig klar.

Der kan være mange grunde til, at det er gået relativt upåagtet hen, at Venstres formand igen er nummer et i blå blok. Så at sige er overhalingen af De Konservative sket, uden at Venstre har bevæget sig nævneværdigt frem. Som man kan komme ud for på en banegård i et stillestående tog. Man tror, man kører, men i virkeligheden er det toget ved siden af, der bevæger sig i modsat retning.

Alligevel er noget ved at ske. Som om det giver fylde og selvtillid, at man ikke hele tiden skal se sig over skulderen. Det skal han nok stadigvæk til en vis grad, for sammenholdet i blå blok fremstår stadig en kende insisterende. Der er ting, der kan siges, og ting, der ikke kan siges for husfredens skyld. I hvert fald hvis man vil gøre sig noget håb om støtte fra hele flokken.

Tre nedslag fra ugen illustrerer Venstre-formandens problemer, og vi begynder i Odense til søndagens trekamp mellem statsministerkandidaterne. I det store hele kom Ellemann overordentlig godt ud af det arrangement. Stilsikker og kompetent matchede han statsministeren og overstrålede en udslukt Søren Pape Poulsen.

Men et sted kneb det, nemlig på spørgsmålet om, hvad han egentlig synes om De Konservatives skatteplan med massive lettelser af topskatten. Ellemanns problem er, at han i det store hele synes det samme om den sag som Mette Frederiksen. Venstre gravlagde kravet om store skattelettelser og minimalstat efter valgnederlaget i 1998 og er aldrig siden gået ned ad den vej. Danmarks Liberale Parti, javist. Men ikke på den måde. På den anden side ville det gå galt, hvis det pludselig blev to mod Pape. Så lige der var det måske ikke alle, der forstod, hvad Ellemann sagde, og det var vel også meningen.

Så var der Aurehøj Gymnasium i Gentofte tirsdag. En elev spurgte, om han virkelig synes, at Inger Støjberg kan blive minister i en blå regering.

Joh, Ellemann havde jo stemt for, at hun var uværdig til at sidde i Folketinget. Men hvis vælgerne stemmer hende ind igen, så foreligger der jo en ny situation. Mogens Glistrup fik jo også lov at sidde i Folketinget efter sin dom, selvom han tidligere havde tabt sin værdighed.

Det svarede sådan set fint på, om Støjberg kan blive medlem af Folketinget, men ikke rigtig på, om hun bør være minister i en blå regering. Det er nærliggende at formode, at Ellemann faktisk ikke er vild med tanken om Støjberg som minister. Men at sige det kan endegyldigt skrinlægge drømmen om at blive statsminister. Ellemann ved lige så godt som alle andre i blå blok, at Støjberg vil kræve ministerposter, hvis der er blåt flertal efter 1. november. Siger han nej til det, vil det være det samme som at sige nej til at blive statsminister.

Tørklæder eller ej

Tredje eksempel på problemerne står klarest. Tirsdag formiddag indkaldte de blå partier til fælles pressemøde. Emnet var valgfrihed kontra socialdemokratisk overformynderi. Det er nogenlunde der, man kan finde fællesmængden nu, hvor minksagen synes at have mistet sin politiske potens.

Nøje afstemt efter socialdemokratiske lighedsprincipper fik De Konservative lov at »breake« historien om pressemødet, Ellemann fik lov at indlede mødet som en slags ordstyrer, Inger Støjberg og Pernille Vermund var placeret i midten af tv-billedet, dernæst Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt. Pape og Ellemann i hver sin side af billedet. Ingen magtfuldkommenhed her. »Plads for dem alle ved samfundets bord,« som det hedder i den socialdemokratiske slagsang.

Men billedet holdt ikke. På et tidspunkt spurgte en vaks journalist, om de ældre borgere, der nu skulle have friere valg af hjemmehjælp, også skulle have mulighed for at fravælge en hjemmehjælper med muslimsk tørklæde. Det har Morten Messerschmidt nemlig tidligere foreslået.

»Det er et ja. Hvis man som borger siger, at her er der en, som jeg af den ene, anden eller tredje årsag synes: 'Argh, det har jeg det skidt med.' Og hvis vi siger, at man som borger selv skal have lov at vælge, hvem det er, indebærer det jo også retten til at vælge fra,« svarede Jakob Ellemann-Jensen.

Men det mente han slet ikke på den måde, for frihed er en vanskelig størrelse. Det var faktisk det stik modsatte, han mente. Det var ikke et ja, men et nej. Man skal kunne fravælge hjemmehjælpen, hvis man ikke er tilfreds med servicen. Ikke på grund af hovedbeklædningen, fortalte han siden.

»Jeg formulerede mig dårligt i går, og jeg var ikke ordentlig skarp i det, jeg sagde i går. Din kollega spurgte mig ovenikøbet: 'Synes du, det er et klart svar?' Og jeg hævdede, at det var det, men det var det jo ikke,« sagde han onsdag til Ekstra Bladet.

Tørklædesagen blev en skygge over en ellers god uge for Venstres formand. En vellykket debat søndag aften blev fulgt op af valgturné i Syd- og Sønderjylland. Sundhedscenter, sygepleje og socialrådgiverskole, vækstvirksomhed i den grønne industri. Klappet frem, reflekterende og optaget af de problemer, han blev præsenteret for.

Det reflekterende og lyttende forsøger han at gøre til en styrke som et modbillede til en statsminister, der sjældent tvivler og slet ikke tager fejl.

»Jeg ved godt, at jeg kan virke lidt stiv i betrækket. Det gør jeg, når jeg gør mig umage, og når jeg er koncentreret, og det gør jeg nok også nu. Man kan ikke lave om på, hvem man er, men I skal vide, at jeg er opmærksom på det. For jeg ved godt, at det ikke kun er politikken, I stemmer på – det er også personen bag,« sagde han i debatten med Pape og Frederiksen søndag.

Emnet havde han allerede vendt i Radio4-programmet Det sidste måltid. Reaktionen på selverkendelsen var efterfølgende entydig positiv, og derfor besluttede han en gentagelse i TV 2-debatten. Igen overvejende positiv modtagelse. Politikere skal ikke nødvendigvis fremstå som jernmænd og kvinder. Ellemann-Jensen blev den moderne politiker, der tør være ved sine svagheder.

Der er tilsyneladende bare mindst et enkelt »men«. Man kan reflektere over stil og udstråling. Man kan endda erkende, at ens politik ikke løser alle problemer, som Ellemann gjorde, da de sygeplejestuderende og deres undervisere i Aabenraa tvivlede på visdommen i at skære det ekstra år på SU væk. Hvis de skal levere de sygeplejersker, der mangler, har de brug for også at rekruttere studerende, som ikke nødvendigvis kan gå den lige vej gennem systemet, fremførte de.

»Jeg kan sagtens se, at der kan være argumenter imod. Men hvis vi skal finde flere penge til uddannelser, skal de findes et sted,« erkendte Ellemann.

Det store men kommer imidlertid, når tvivlen og refleksionen skaber uorden i det politiske kompas. Social- og sundhedsassistenter med eller uden tørklæde. Borgerens frie valg mod det frie valg af beklædning.

Refleksen sagde i første omgang det ene, eftertanken det andet. Det hele afslører Ellemanns grundproblem. Han kan ikke skjule en trang til at bevæge Venstre tilbage til noget, det var engang, før udlændingepolitik og værdipolitik fik primat.

I Støjbergs lomme

Men han støder mod to virkeligheder. Den ene virkelighed rummer spørgsmålet om frihed for den ældre eller frihed for hjemmehjælperen. Den anden handler om det realpolitiske. Støjberg, Vermund og måske Messerschmidt er forudsætningen for både Ellemanns og Papes statsministerkandidatur, og åbenlyst befinder Pape sig mindre ubekvemt i den lomme end Ellemann. Tørklædesagen illustrerer, at Venstres formand balancerer på en tyndere line, end han bryder sig om.

Især forholdet til Inger Støjberg er kompliceret. Som man vil huske, blev de to kåret som det makkerpar, der skulle genrejse Venstre af de ruiner, striden mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen havde efterladt. To strømninger i partiet, værdipolitisk og geografisk.

Men lige så fint det så ud på det politiske tegnebræt, lige så umuligt var det i virkeligheden. Helt galt gik det selvsagt, da Venstre med Ellemann i spidsen stemte for, at Støjberg skulle for rigsretten.

»Det første møde var ret akavet. Det kan være akavet, når man møder en ekskæreste. Det her var temmelig meget værre, men det var det for os begge,« fortalte han for nylig til TV 2 om deres første møde efter Støjbergs genkomst i politik.

Støjberg siger på sin side, at hun har lagt rigsretssagen bag sig og kun arbejder for en borgerlig regering, og det er Ellemann som minimum nødt til at lade, som om han tror på.

Der er i det hele taget meget i Ellemanns karriere som formand, han ikke selv har været herre over. Han overtog et parti i dårlig stand, han har mistet markante stemmeslugere som Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Tommy Ahlers. Han har måttet sende sin næstformand i rigsretten, han har set sit parti på vej til at blive nummer to i blå blok.

Nu er han tilbage, men på et tidspunkt, hvor chancen for en blå regering er svindende. Faktisk er problemerne lige nu af et omfang, hvor man kan høre Venstre-folk i fuld alvor sige, at nu ønsker de ikke mere dårligt for De Konservative. Har man fulgt de to partiers fælles historie, er det faktisk en opsigtsvækkende melding.

Men sagen er lige nu, at den konservative nedtur også er ved at komme i vejen for Ellemanns muligheder. For modsat tidligere ser det ikke ud til at Venstre i fuldt omfang samler de tabte konservative stemmer op. Ellemann og Venstre er i bedring, men det skal ikke bare blive lidt bedre. Det skal blive en hel del bedre.

Da Uffe Ellemann-Jensen i 1987 for første gang stod i spidsen for Venstre ved et valg, blev det en katastrofe på 10,5 procent af stemmerne. Skulle det blot tilnærmelsesvis gentage sig, taler formodningen for, at Jakob Ellemann-Jensen frivilligt forlader posten.

Den slags går man selvsagt ikke og taler om i en valgkamp, men Ellemann udstråler ikke som forgængeren Lars Løkke Rasmussen eller den nuværende statsminister en kompromisløs vilje til magt. Han er der, fordi han fik stukket stafetten i hånden, ikke fordi han greb ud efter den. Det er hans styrke og svaghed som toppolitiker.

Følg hele Weekendavisens valgdækning her.