I SOMMEREN 1974 kom den britiske historieprofessor Cyril Northcote Parkinson til Danmark, drevet af næsten chokeret nysgerrighed. Han var manden bag bestselleren Parkinsons lov, som udkom i 1957 og blev udsendt på dansk året efter. Den første af Parkinsons love handler om, hvordan ethvert embedssystem altid vil vokse – og arbejde for at vokse – uanset om der er brug for det.

Dette gjaldt også regeringer og antallet af ministre, da knopskydning i form af nye udnævnelser konstant ville finde sted, »nogle på grund af deres evner på specielle fagområder, flere på grund af deres evne til at gøre sig besværlige, hvis man holder dem udenfor. Man kan kun få deres opposition til at forstumme ved at implicere dem i alt, hvad der vedtages«.

Historiker Parkinson kunne se sig omkring i verden, og han kunne skue bagud gennem århundreder: Der var ikke et eneste eksempel på, at han havde uret. Men nu kom det sandelig, helt uventet i Danmark. Og dét måtte professor Parkinson studere på nært hold.

Baggrunden var jordskredsvalget 4. december 1973, hvor de fem siddende partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale, SF – blev udsat for en vælgermassakre og tilsammen mistede 60 mandater. Ind i Folketinget tromlede en rebelsk vifte af partier til højre, til venstre og på midten: Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti.

Efter jordskredsvalget i 1973 præsenterede Hartling sin Venstre-regering med 12 ministre. Fra venstre ses: Erling Brøndum, Anders Andersen, Kresten Damsgaard, Holger Hansen, Poul Nyboe Andersen, Tove Nielsen, Poul Hartling, Jacob Sørensen, Ove Guldberg, Johan Philipsen, Nathalie Lind, Niels Anker Kofoed.
Efter jordskredsvalget i 1973 præsenterede Hartling sin Venstre-regering med 12 ministre. Fra venstre ses: Erling Brøndum, Anders Andersen, Kresten Damsgaard, Holger Hansen, Poul Nyboe Andersen, Tove Nielsen, Poul Hartling, Jacob Sørensen, Ove Guldberg, Johan Philipsen, Nathalie Lind, Niels Anker Kofoed. Mini Wolf/Ritzau Scanpix

Efter valget rådede Venstre kun over 22 medlemmer, men partileder Poul Hartling kunne danne regering i et uroligt folketing. På forhånd havde Hartling forpligtet sig til en skrabet ministerliste, da han i åbningsdebatten 4. oktober 1973 netop havde citeret Parkinson og gjort sig lystig over S-regeringen, som få dage forinden var udvidet fra 17 til 20 ministre, et rekordhøjt antal.

Jeg tror, Danmark er det eneste land, der styres efter konsekvenserne af Parkinsons lov.
Cyril Northcote Parkinson, juni 1974 i B.T.

IFØLGE PARKINSON ville meningsløsheden blot tiltage for hver ny ministerpost, og fra Folketingets talerstol sagde Hartling: »Parkinson antager på sin videnskabelige måde, at ineffektivitetskoefficienten ligger imellem 19 og 22. Jeg synes, at en henvisning til denne udmærkede bog kunne være en passende velkomst til vore 20 ministre.« Poul Hartling bemærkede med en vis fryd, at den danske udgave af Parkinsons bog i øvrigt var udkommet på det socialdemokratiske forlag Fremad.

Bordet fangede, og efter jordskredsvalget præsenterede Hartling sin egen regering med kun 12 ministre, heraf seks ministre med dobbelttitler. Poul Hartling forklarede senere i sine erindringer: »Ingen kan vist sige, at tolv ikke kan klare arbejdet. En minister skal jo ikke stikke sin næse i alle detaljer. Dem har man dygtige embedsmænd til at tage sig af. Men han/hun skal have indsigt nok til at træffe de nødvendige afgørelser. Men kunne én minister virkelig få tid til at passe to ministerier? Ja. Vi sparede jo en del tid ved kun at være ét parti til at præstere de politiske udspil.«

En del kommentatorer undrede sig dog. En leder i Berlingske Tidende talte om »fatale sammenlægninger«, for det var »ganske umuligt at finde nogen sammenhæng mellem trafik- og kirkeministerium, så lidt som mellem justits- og kulturministerium«. De seks gange bijob gjorde åbenbart heller ikke det store indtryk på de pågældende. Da justits- og kulturminister Nathalie Lind mange år senere udsendte sine erindringer, stod der ikke et eneste ord om, at hun havde været kulturminister.

ALT DETTE MÅTTE Cyril Northcote Parkinson se med egne øjne. Han rejste til Danmark, og 28. juni 1974 var han til middag på Marienborg som statsminister Hartlings gæst.

»Det er fantastisk at se, at man kan regere et land med 12. Alle tror, at der skal langt flere til,« udtalte professor Parkinson til B.T. »Jeg tror, Danmark er det eneste land, der styres efter konsekvenserne af Parkinsons lov.«

Hartling gik dog ikke planken ud. Med sine 12 ministre var Hartling-regeringen over dobbelt så stor som det kabinet, Parkinson skitserede i sin bog: »Det er let at samle fem medlemmer, og når de er samlet, kan de handle kompetent, diskret og hurtigt. Af disse oprindelige fem medlemmer har de fire gerne kendskab til henholdsvis: finanser, udenrigspolitik, forsvar og retsvæsen. Den femte, der ikke har fået sat sig ind i nogen af disse specialer, bliver i reglen formand eller statsminister.«

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.