Mens vi venter på sejren

I krig bliver mest tid brugt på at vente. Det tager tid at mobilisere og træne soldaterne. Tid at få materiellet på plads. Det tager tid at placere styrkerne det rigtige sted og beskyde fjenden, inden slaget går i gang. I al den tid venter soldaterne. Dem, der bruger ventetiden bedst, vinder.

Siden Ukraine generobrede Kherson i november, har regeringen i Kyiv ventet på en ny mulighed for at gå i offensiven. Ifølge The New York Times har Ukraine hen over vinteren trænet 12 brigader – i alt 48.000 soldater. Mange af soldaterne er blevet trænet af NATO-landene.

Takket være præsident Zelenskyjs lobbykampagne har brigaderne modtaget vestlige kampvogne og andet avanceret materiel.

Ukraine har samtidig modtaget ammunition fra Vesten, der er begyndt at øge produktionen for at holde trit med ukrainernes granatregn ind over russiske stillinger.

EU har besluttet at producere en million granater i løbet af 2023.

FOR VESTLIGE kommentatorer brænder de nye, veludrustede ukrainske brigader i lommen som penge hos en tiårig dreng på vej for at købe fredagsslik.

Den »ukrainske forårsoffensiv« har i månedsvis været diskuteret på Twitter, som om den allerede var begyndt. Forhåbningerne er så høje som Rundetårn. Biden-regeringen har derfor ikke haft andet valg end at dæmpe forventningerne for at forhindre, at alt andet end et russisk Waterloo fremstår som et ukrainsk nederlag.

I Politico af 24. april har anonyme kilder i Det Hvide Hus travlt med at forsikre, at de har leveret alt det materiel, som præsident Zelenskyj har ønsket sig. Det er ikke deres skyld, hvis den forventede offensiv ikke når sine mål. I artiklen bliver forventningerne til, hvad den ukrainske hær kan opnå, også talt ned. Det er den samme strategi, en spindoktor benytter, når hun fortæller, hvor dårligt forberedt hendes politiker er på en tv-debat. For så fremstår en enkelt rap bemærkning under debatten som en bedrift.

I Ukraine har russerne forsøgt sig med deres egen offensiv, men det blev ikke til meget. Heller ikke Wagnergruppens prestigeprojekt »Erobringen af Bakhmut« er for alvor blevet til noget, selvom de ukrainske styrker på et tidspunkt så ud, som om de måtte trække sig fra byen. Også russerne afventer den ukrainske forårsoffensiv i håb om, at ukrainerne begår en fejl, som den russiske hær kan udnytte.

Fra et politisk synspunkt er det regeringen i Kyiv, som sidder med ansvaret for krigens videre gang. Fra et militært synspunkt har Ukraine initiativet. Det er den ukrainske hær, som bestemmer, hvornår ventetiden er forbi. Det er den ukrainske hær, som bestemmer, hvor slaget skal stå. Hvor initiativ er en farlig ting i politik, fordi det kommer med et ansvar, så er det initiativet, der vinder krige. Rusland har ikke haft initiativet siden krigens første måneder. Ukraine har til gengæld ikke haft ressourcerne til for alvor at udnytte sine sejre til at tilføje Rusland et afgørende nederlag.

Med de 12 nye brigader og tonsvis af vestligt militært materiel står Ukraine i en stærkere position end på noget tidspunkt siden februar 2022.

Man ville ikke kunne fortænke præsident Zelenskyj og hans folk i at drømme om at sætte disse styrker ind i en afgørende forårsoffensiv. Men drømmen om et afgørende slag er krigens farligste fatamorgana, fordi selve muligheden for en afgørelse placerer ansvaret for en fredsslutning hos den ukrainske regering, selv hvis offensiven ikke lykkes.

Regeringen i Kyiv kan blive tvunget til at forhandle fred med Kreml, hvis forårsoffensiven bliver en fuser, fordi alle havde forventet et festfyrværkeri.

POLITISK GØR Ukraine således klogest i at trække tiden ud og kun slå til, hvis en sejr er sikker. Det klogeste for den ukrainske hær vil derfor være at foretage et prøvende angreb over en bred front. Mærker de ukrainske styrker et sted, hvor fronten er svag, så kan de 12 brigader slå til dér. Resultatet kan være et kollaps af hele den russiske front, eller, mere sandsynligt, en sikker sejr, som befrier et mindre territorium. Det kan lyde som en revisoragtig tilgang, men den minimerer risikoen for et nederlag.

Sikker på at vinde en krig kan ingen være.

Alternativet er at satse de 12 brigader i et stormløb mod Krim, der vil skære den russiske frontlinje over og bringe halvøen inden for rækkevidde af ukrainsk artilleri, hvis ikke ligefrem decideret befri øen.

Under alle omstændigheder vil ventetiden være forbi.