Bosat i atomkrigens slagskygge

NIKOPOL – For tiden findes der to slags byer i Ukraine. De fleste af dem ligger forholdsvis langt væk fra fronten. Trods jævnlige luftalarmer kan der gå uger eller endda måneder imellem, at deres indbyggere for alvor mærker krigens rædsler, som det i sidste uge skete i Uman i den centrale del af landet, hvor 23 mennesker, heraf seks børn, blev dræbt af et missil i en nietagers boligblok.

Og så er der andre byer som for eksempel Nikopol, der ligger tæt på de russiskbesatte områder og derfor så godt som aldrig oplever en fredelig dag. Her møder jeg pensionisten Oleksij, som står i sin have og stirrer ud i luften med en fejebakke i hånden. Han slipper den ikke, selvom han ikke bruger den til noget.

»Foreløbig har vi overlevet,« siger han lavmælt om sin kone og sig selv. »Vi ser, hvad der sker i morgen.«

Lidt længere henne på hans grund arbejder et lille hold mænd fra den lokale beredskabsstyrelse med at lappe hans hus, der dagen forinden blev ramt af et russisk angreb, formentlig en artillerigranat:

»Både taget og vinduerne blev ødelagt, og det begyndte at lugte stærkt af gas. Da jeg kom til mig selv, skyndte jeg mig derfor at løbe og slukke for gastilslutningen til huset,« fortæller Oleksij.

Han er fattet, men tydeligvis stærkt mærket af tanken om, at han og konen kunne have været dræbt, hvis de havde befundet sig i den anden side af hjemmet. På andre adresser i byen grubler folk over nogenlunde samme spørgsmål.

I alt 13 huse og et enkelt landbrug er blevet beskadiget af russerne på bare ét døgn, oplyser de lokale myndigheder. Sådan er hverdagen i Nikopol, som før krigen havde omkring 105.000 indbyggere. Næsten to tredjedele af dem er nu flygtet til sikrere steder. Ikke kun på grund af bombardementerne, men også fordi byen er udsat for en ganske særlig trussel.

Jeg betragter den fra en bakke med en perfekt udsigt til Dnipro-floden, der adskiller ukrainsk- og russiskkontrollerede territorier. Ved dette sted er floden så bred, at den ligner en meget stor fjord.

Cirka ti kilometer fra mig, på den anden side af Dnipro, rejser seks ens bygninger sig gennem tågen. På afstand ser de ud til at være firkantede, med et rundt tag. I virkeligheden er deres konstruktion og form noget mere kompliceret. Det er seks reaktorer på Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja.

I fredstid stod kraftværket for cirka 20 procent af Ukraines energi. Nu producerer det så godt som ingenting: Fire af de seks reaktorer er stoppet helt og er i en såkaldt kold nedlukning. De to sidste er i en varm nedlukning, hvor de kun producerer strøm til eget forbrug samt til byen Enerhodar, som mere eller mindre hører sammen med atomkraftværket.

Historisk besættelse

I begyndelsen af krigen tog det kun russerne en uge at tilbagelægge 150 kilometer nord på fra halvøen Krim mod Enerhodar. Dermed er Zaporizjzja det første atomkraftværk i verdenshistorien, som er blevet angrebet og erobret af væbnede styrker.

Lige siden har der været en urolig stemning i Nikopol på den anden, ukrainskkontrollerede side af Dnipro, og det er kun blevet værre, efter at russerne senere begyndte at bombe byen så godt som hver dag. På et tidspunkt blev Nikopol lukket for pressen, formentlig på grund af den særlige kombination af bombardementerne og usikkerheden omkring det nu russiskbesatte atomkraftværk.

Men lukningen gjorde blot indbyggerne endnu mere utrygge, og nu har man så atter åbnet for journalister. Dog kan pressebesøg kun lade sig gøre på få bestemte dage og kræver en særlig tilladelse.

Ved et checkpoint bliver min chauffør og jeg hentet af Alla Syrotenko, en høj og energisk kvinde, som er viceadministrationschef i Nikopol kommune, der omfatter både Nikopol og de mindre omkringliggende byer og landsbyer. Ved siden af sit arbejde står Syrotenko i spidsen for en frivillig organisation, der hjælper nogle af byens mest udsatte med mad og andre basale forsyninger. Som noget af det første oplyser hun, at både hendes mand og hendes bror forsvarer Ukraine i hæren, samt at hun har fået sendt sin teenagesøn langt væk fra Nikopol:

»Så længe atomkraftværket er besat af russerne, skal han ikke tilbage hertil,« fastslår Alla Syrotenko, mens vi kører mod bycentret.

Foruden Weekendavisen skal hun og hendes kollega fra byrådet Natalja Horbolis følge et ukrainsk og et polsk tv-hold.

»Gud forbyde det!« lyder det fra Horbolis, en på samme tid streng og imødekommende dame med en stærk stemme, da vi journalister spørger, om vi må komme ned til Dnipro.

»Russerne holder øje fra den anden side, og så snart de kan se nogen ved floden, begynder de at skyde,« advarer hun.

Det er ikke tomme ord. I sidste uge blev en lokal ukrainsk journalistassistent, en såkaldt fikser, dræbt, da han og hans arbejdsgiver, en italiensk journalist, kom for tæt på Dnipro i en anden udsat by, Kherson.

»Vi har en fin renoveret promenade, som vi er meget stolte af. Men vi har reelt ikke haft adgang til den siden i sommer, ligesom vi selvsagt ikke længere kan benytte vores strande,« siger Natalja Horbolis med en tydelig diktion, der afslører hendes tidligere virke som lærer.

Jodtabletter til alle

På mange måder ligner Nikopol andre ukrainske provinsbyer med sin blanding af femetagers boligblokke, asfalt, der har set bedre tider, samt privathuse i meget varierende kvalitet og størrelser. Ikke overraskende virker gaderne ofte tomme.

Lidt aktivitet møder vi dog ved en café, der foreløbig mangler et tag efter endnu et »pletskud«, som det russiske forsvarsministerium plejer at omtale sine bombardementer på Twitter. Her er tre mænd kravlet op og banker løs med hammerne, mens en fjerde står nede og giver dem træbjælker og -plader.

Vi fortsætter næsten helt ned til floden, til en stille vej, hvor der umiddelbart er endnu færre mennesker end i resten af byen. På den ene side af vejen er der en skole, som Natalja Horbolis gennem mange år har undervist i. På den anden side er der en mindre bygning, der trods sin lave højde skærmer os mod russiske øjne og våben.

»Jeg gik på et seminarium, da Tjernobyl-ulykken skete i 1986, og det er noget, alle vi ukrainere husker. Efter ulykken blev vi selvfølgelig utrygge her i Nikopol, hvor vi bor med udsigt til et endnu større atomkraftværk, som dengang var ved at blive bygget,« fortæller Natalja Horbolis.

»Men med tiden fandt vi ud af, at der i den grad var styr på sikkerheden på atomkraftværket Zaporizjzja, også fordi vi har haft mulighed for at komme med til en rundvisning og med egne øjne se, at det var dybt kompetente mennesker, der arbejdede der. Så der har været ro omkring det i mange år.«

Altså indtil marts 2022. Siden har der været adskillige meldinger om, at russiske besættere opbevarer ammunition og tunge militærkøretøjer på kraftværket. Tilmed at de har truet, tortureret og endda dræbt nogle af kraftværkets medarbejdere.

»Det er meget hårdt og skræmmende, for det er ikke sikkert,« siger Natalja Horbolis. »For at være på forkant med truslen har alle indbyggerne i byen fået udleveret kaliumiodid (jodtabletter, red.), og selv har jeg nu altid disse piller med i min taske.«

Modoffensivens logik

I hele Ukraine ser man virkelig meget frem til den længe ventede ukrainske modoffensiv. I Nikopol har man desuden også en særlig interesse i den.

Lige siden efteråret har en lang række militære eksperter spået, at ukrainerne meget vel kan angribe syd på mod byen Melitopol og Det Azovske Hav. Hvis det lykkes, bliver russiske styrker i Sydøstukraine skåret i to dele. Vest for Melitopol vil de komme under pres og kan blive tvunget til at trække sig tilbage til Krim. I så fald vil atomkraftværket Zaporizjzja blive et af de første steder, som de vil forlade, og Nikopol vil kunne ånde lettet op.

Men strategien er ikke uden risiko. For man kan ikke udelukke, at russerne vil hævne sig ved at fremprovokere en atomulykke, siger Jevhen Jevtusjenko,administrationschef i Nikopol kommune:

»Og de vil selvfølgelig påstå, at det er os ukrainere, der har angrebet atomkraftværket.«

På den måde vil Vladimir Putin bedre kunne forklare sig over for statsledere fra Kina og Indien, end hvis han brugte atomvåben, som begge de asiatiske toppolitikere har advaret ham mod at gøre.

»Vi er bekymrede. For vi har reelt at gøre med syv radioaktive objekter – de seks reaktorer og så et depot til radioaktivt affald. Det giver mange muligheder for at udføre en eller anden provokation,« fastslår Jevtusjenko, en karseklippet mand med et langt gråligt skæg og udtryksfuld mimik.

Han tager imod mig i byens centrale administrationsbygning, som han fortsætter med at arbejde i, selvom den i flere omgange har været beskudt og beskadiget, hvilket tydeligt mærkes både uden- og indenfor. På hans arbejdsbord ligger der et stort ukrainsk flag fra en militærdeling, som har deltaget i det blodige og berygtede slag ved Bakhmut i Østukraine.

»Ruslands hær praktiserer atomterrorisme. De bruger atomkraftværket som skjold, når de skyder derfra på Nikopol og andre byer og landsbyer her i området. Det er helt vanvittigt, at det foregår i det 21. århundredes Europa,« siger Jevhen Jevtusjenko.

»Vi havde håbet, at det internationale samfund og ikke mindst Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, ville kunne presse russerne til at demilitarisere atomkraftværket Zaporizjzja. Men der er mildest talt ikke kommet meget ud af IAEAs officielle besøg på kraftværket. I Nikopol plejer vi at joke lidt med, at IAEA har undersøgt Zaporizjzja og blot er nået frem til, at det rigtignok er et atomkraftværk.«