Mandekamp, nej tak

DEN internationale kampdag for kvinder afholdes over hele verden for fuld musik, og er det ikke, som om kampdagen er blevet til en festdag? De knyttede næver og politiske paroler er i høj grad afløst af begejstring over fremskridtet og ligestillingens sejre. Ja, der er stadig noget at arbejde for, men frihed, ligestilling og ændrede normer har gjort det lidt mærkeligt at tale om kvinder som sådan: Der er hvide, sorte og brune kvinder, rige og fattige kvinder, gamle og unge, privilegerede og udsatte, sekulære og muslimske kvinder, for nogle er deres køn en fordel, for andre en udfordring, for atter andre en medfødt ulempe, og det gør det vanskeligt at se dem som et kollektiv, der kræver særlig politisk opmærksomhed.

NYE tider, nye ofre. Med den vellykkede ligestilling for kvinder er det blevet en stadig mere udbredt sandhed, at mænd er de nye ofre. Ofre for strukturer og systemer, for de nye normer – og for kvinder. Drenge og mænd er ofre for et helt uddannelsessystem, der er skabt for piger; et retssystem, der anser dem som voldtægtsforbrydere; normer, der kræver, at de lukker ned for deres naturlige maskulinitet; en offentlighed, der ser dem som udadreagerende besværligheder eller huller i jorden uden sunde følelser; en kultur, der aldrig kunne drømme om at fremstille den enkelte mand som helt eller forbillede; deres egne mandekroppe, der kræver alkohol og dårlig mad, bliver syge og dør for tidligt; og ikke mindst for kvinder, der ikke gider dem længere. Det er kort sagt synd for manden.

IDENTITETSPOLITISKE kampe kender vi i forvejen. På venstrefløjen har man forspist sig på offerfortællinger om minoriteter i en sådan grad, at resten af det politiske spektrum er holdt op med at tage den helt alvorligt og ligefrem begyndt at vende sig imod den. På højrefløjen drejer alt sig om forsvaret for den undertrykte hvide arbejder, der er offer for wokeisme og elitær arrogance. Israelere er ofre for antisemitisme, palæstinensere for zionismen, det globale syd for det kapitalistiske nord, de unge er ofre for de gamle, transerne er ofre for kvinder og hvide homoer.

KØNSKAMP for mænd i en identitetspolitisk tid truer allerede med at blive trættende og forudsigelig. Jo, der er seriøse udfordringer for både drenge og mænd, men de løses dårligt med stadig nye heftige spil med offerkort. At give mænd og drenge det indtryk, at deres besværligheder og udfordringer skyldes kvælende strukturer, uretfærdige normer og onde kvinder, gør ikke noget godt for nogen. Det er ikke synd for kvinder, og det er det heller ikke for mænd. Glædelig festdag!