Må man tage hunden med sig ned i Helvede?

Dengang ulvedebatten var på sit højeste, fik jeg et spørgsmål fra en dyreven: »Nå, så du gider ikke have ulve i Danmark, Marta. Hvad så med hunde, vil du også gøre dem ulovlige?«

Det var vist ment som en retorisk smækken med døren, en indlysende afslutning på diskussionen, et vue over det absolutte moralske overdrev. Derude, hinsides godt og ondt, hvor kun den syge nihilist sidder. Hende, der ikke ville tøve med at afskaffe det mest nuttede og storøjede, det ubetinget elskeligste, den rene uskyld. Hende, der ikke kan lide vovser.

Jeg så det selvfølgelig straks som en åbning: Gøre hunde ulovlige, kan man det?

Rolig nu, lad mig forfølge tanken, inden De googler min adresse eller sender en mail til min chef: I perioden 1998-2009 var hunde skyld i gennemsnitligt 8.000 årlige henvendelser på skadestuen ifølge en rapport fra dyrlæge Iben Meyer og biolog Björn Forkman. 

I 2022 var dyrene årsag til 7.900 erstatningsskader til 5.000 kroner i gennemsnit, lige knap 40 millioner i alt, ifølge forsikringsselskabet Gjensidige, der i samme anledning undersøgte danskernes holdninger til hunde. De kunne meddele, at en femtedel har følt sig utrygge på grund af en fremmed hund, der ikke var i snor.

Her kommer vi til hundens afledte problem, punkt to i min klagesag: dens ejer. For hvad siger en person typisk, hvis deres labrador eller puddel eller gadekryds render utæmmet rundt? »Den bider ikke.«

Som om det var barren for acceptabel opførsel. Tag jer ikke af min højtråbende og aggressive mand, han bider ikke. Tag jer ikke af mit skrigende barn, hun vil bare lege.

Tæt ved min bolig på Amager findes et kæmpe græsareal omkranset af en hel masse skilte med en hund, der er streget over. Rimelig simpelt piktogram. Alligevel har jeg set dyrene rende rundt skamløst snoreløse, mens deres ejere lunter rundt med selvtilfredse smil: Ih, se min fine hund. Hvordan kan man have et problem med noget så fantastisk?

Ofte ved hundeejerne godt selv, at det er deres skyld, eller rettere: et menneskes skyld, hvis en hund opfører sig dårligt. Når en vildfaren hund løber ind på et gymnasium og bider flere elever, sådan som det skete i Tårnby for to år siden, eller familievovsen flænger kinden på det barn, der for nylig klappede den så godtroende, ja, så er det selvfølgelig aldrig hundens skyld. Det er ejerens skyld. 

Eller barnets skyld eller forældrenes skyld, fordi de ikke har lært barnet den helt korrekte måde at omgås hunde på. Det er som at høre amerikanske våbentilhængere, når de siger, at »guns don't kill people, people kill people«. Muligvis, men våbnet hjælper da til.

Blondis dømmekraft

En anden passivt aggressiv herskersætning, man nogle gange hører fra dyreelskeren: Jamen er du da bange for hunde? Som om ens modvilje er grundet i en irrationel angst, en fobi, der skal bekæmpes med tolerance og eksponeringsterapi. Se nu bare den nuttede lille fyr, der er da ikke noget at være bange for. Prøvede den at flænse din strube? Det har den virkelig aldrig gjort før.

For det første: Jeg er ikke bange, blot irriteret over at blive pladret til med mudder, over at lugte hundens evigt dårlige ånde, forholde mig til dens fjantede iver, dens fældende pels, de invasivt skøjtende poter på laminatgulvet. Den evige meningsløse gøen.

Lad mig bare få min inderste, slemmeste hundetanke ud med det samme: At eje en hund kan nogle gange virke som en social falliterklæring; hunden er den knarvorne, desperate gamlings sidste ledsager, en bunke erstatningskærlighed til den, der ikke magter mennesker.

Nogle af de asociale eneboere siger med stolthed: Jeg foretrækker dyr frem for mennesker, underforstået: Så høje krav stiller jeg. Men hvorfor skal hunden op på en piedestal, som om dens hengivenhed var særligt fin og sjælden? Den er jo præcis det modsatte; ingen kaster deres kærlighed i grams som den anerkendelsessyge hund. 

Selv Hitler var elsket af sin hund, Blondi, der fulgte ham lige ned i bunkeren, hvor den døde som prøvevovse for de cyanidpiller, diktatoren selv planlagde at begå selvmord med. Ikke en historie, der overbeviser mig om hundens fantastiske dømmekraft.

For det andet: Ja, jeg er måske en lille smule bange. De er fandeme store, sådan nogle dyr. Og når de ikke er store, er de hidsige og utilregnelige. Det er vel ikke for sjov, at politiet træner dem til at angribe forbrydere?

Alligevel insisterer nogle (jeg indrømmer det: kvinder) på at snave de her omvandrende udløsere af stivkrampevaccinationer i gulvet. Prøv bare at søge på »person kissing dog«, og De vil finde scener, der burde være ulovlige i civiliserede lande. Intet menneskeligt er mig fremmed, siger jeg normalt, men en schæfer, der tværer sin levrede tunge ud over læber og hage på en begejstret ejer, som uden tvivl kalder sig selv »mor« til dyret, kommer godt nok tæt på.

Alle hunde er engle

Nå, vi er på vej ud ad en tangent, allerede forbi Hitler, så lad os komme tilbage på sporet: Hvorfor har hunden fået så lang snor så længe? Folk må jo mene, at den er besværet værd.

Ifølge Dansk Hunderegister findes der mellem 850.000 og 900.000 hunde i Danmark, og siden 2019 er rekordmange dyr blevet registreret hvert år. Folk køber dem for formuer – i 2015 gik en såkaldt Phu Quoc Ridgeback-hvalp for 100.000 kroner – og bruger millioner på foder, dyrlægeregninger og forsikring. De vil have dem med i himlen eller sørger over dem, når de dør, som var de mennesker.

Bjørn Rasmussen har lige skrevet en meget smuk sonetkrans til sin afdøde hyrdehund, Fiskesonetterne, hvor følgende linje indgår: »Hundene er evigt engle, amen.« Det samme siger Linse Kessler, der engang åbnede en webshop med titlen »All dogs are angels«.

Hvis nogen kan hjælpe mig med at forstå, hvordan hunde kan forene en realitystjerne og en finkulturel digter i pseudoreligiøs kærlighed, må det være Hella Joof, filminstruktør, skuespiller, forfatter med mere.

Hun er sjov, virker tolerant over for andres modvilje, og så har hun, med skuespiller Ellen Hillingsø, for nylig udgivet Hundens bog, hvor hun blandt andet taler om sin egen hund, Darwin. En ni år gammel chokoladebrun labradortæve, som Joof får til at skrive nuttede, venskabsanglende breve i en barnlig skrifttype til Hillingsøs hund, Purdey, der koldt afviser tilnærmelserne på fint brevpapir.

Purdey skriver – via Joof og Hillingsø – i Hundens bog, at »du er en hund, og det er jeg også«, og den manøvre siger jo alt: Dyrene bliver gjort til mennesker af menneskene, de får personlighed og dybde. For Joof er Darwin »hun«, ikke »den«, og der er mange billeder af dens (jeg holder mig til de mere skeptiske stedord) såkaldt svenske øjne: det tiggende synd-for-mig-blik, hvor man kan se en kant af det hvide i bunden, en evolutionært nødvendig nuttethed, menneskets bløde punkt.

Tidligere i sit liv var Joof hård over for den slags, faktisk var hun så bange for hunde, at også hendes datter var begyndt at frygte dem, fortæller hun, da vi sidder i hendes køkken, jeg med blokken fuld af hundefjendtlige argumenter.

Da de var børn, havde Joofs veninde en gigantisk, pelset hund, der snusede Joof i skridtet og tilsavlede hendes nye bukser, og da hunden blev kørt over, forstod Joof ikke venindens dybe sorg. Når hun så en affældig trebenet gadehund på en ferie i Grækenland, tænkte hun: Ad.

Men for knap ti år siden var tiden inde til at åbne sig for noget nyt, forklarer Joof. Hun og manden sad i deres lejlighed på Frederiksberg og fremdrømte pludselig en hund foran brændeovnen, komplet med navn og race. Da de flyttede til en stor ejendom med masser af græs ned til vandet, hentede de hvalpen Darwin, og Joof holdt den i skødet hele vejen hjem.

»Jeg sad med det lille hjerte, der dunkede, fordi hun var nervøs, og en omsorg voksede i mig. Noget i mig vågnede, som altid havde været der. Jeg tænkte: Du skal aldrig lide ondt,« siger hun.

Hunden som barometer

Var min udstråling over for Darwin hundevenlig, spørger jeg. Hunden luntede hen til mig, da jeg dukkede op i entreen, den var tæt og blytung, klistret tunge ud over hele hånden. Jeg gjorde mit kropssprog så intetsigende og upåvirket som muligt. Det skulle ikke hedde sig, at jeg var nervøs.

»Ja, for du signalerede ikke, at du var bange, men at du havde en form for autoritet. Hun blev interesseret i dig,« siger Joof, og smigret øjner jeg straks en mulighed for at blive Darwins bad boy, en uopnåelig, distanceret kærlighed. Hunden er et barometer ifølge Joof; den går derhen, hvor der er højest status. Yes!

Hunden er i det hele taget et væsen, der former sig efter mennesket, mener Joof og henviser til evolutionslæren, der er udtrykt i Darwins navn: Dyret har overlevet ved at forme sig efter vores behov, indsmigre sig, hjælpe os, men også være afhængig af os.

»Hunde og mennesker har altid levet side om side, så hvis en hund oplever et problem, kigger den på dig; det ville en ulv aldrig gøre. På et tidspunkt løb Darwin ind i noget hegnstråd på marken, og så vendte hun sig helt forskrækket op mod mig. Hvad var det? Darwin ved, at nogle ting skal hun have hjælp til. Men så stiller hun sig også til rådighed med det, hun kan. En hund vil det, som du vil, fordi den elsker dig.«

Joof anerkender, at hundeelskere har en tendens til at gøre dyret menneskeligt. Hun gør det selv i Hundens bog, hvor jagthunden Pigro fra Martin A. Hansens Løgneren får en stemme. I længselsfulde, korte sætninger kalkeret over den originale roman gengiver Pigro i jegform nogle dage i sit liv på efterkrigstidens Sandø med sin ejer, titlens løgner og ungkarl, Johannes Vig, der grublende bevæger sig rundt mellem to kvinder.

»Pigro, den sande« hedder afsnittet, fordi hunden gennemskuer alle sin ejers spekulationer og beregninger, Pigro er den alvidende og barmhjertige tjener, der næsten taknemmeligt lader sig aflive, da det er tid. Så tager den stand, retter sig op, helt stivnet, for at Johannes ikke skal bruge mere end én kugle; det ville være uværdigt for dem begge.

Men alt det rørende og storladne, det er jo noget, som Hella Joof har lagt ned i hunden. Ikke?

»Jeg er ikke helt enig. En dygtig jagthund, der har boet alene med en mand, de har en vanvittig kontakt. Jeg er sikker på, at relationen mellem de to har været fuldstændig kalibreret, og Pigro har været to skridt foran. Den har luret alt.«

– Kan man ikke bare bo med en anden person i stedet?

»For det første behøver man jo ikke vælge. For det andet er jeg blevet et bedre menneske af at have hund. Jeg har en troldsplint i mig, men den er efterhånden grædt ud på grund af hunden. Hvis jeg kommer hjem en dag og er rasende, kigger jeg ind i Darwins øjne, lægger mig på gulvet med hende og bliver helt blød og uden forbehold. I en ildebrand ville jeg selvfølgelig redde min datter og min mand først, men med mennesker er der jo altid konflikter, og man kan blive dødtrætte af hinanden. Hunden ligger på en hylde i hjertet, hvor der ikke er pigtråd.«

 – Jeg bliver straks mistænksom.

»Ja, du tænker, det er for nemt. Jeg var kattemenneske, da jeg var yngre, og de har en tendens til at føle sig mere specielle og udvalgte, for katten gider dig ikke altid. Jeg forstår godt behovet for at være særlig, men det har aldrig gjort mig lykkelig. Jeg blev først lykkelig af det uspecielle, af det, der gælder for alle. Det er næsten religiøst: Vi er alle elsket.«

Hundehviskeren slikker igen

Hella Joof indrømmer, at hunde også kan være en genvej til større skørhed. Hun mærkede det hos veninden og medforfatteren Ellen Hillingsø, da hun fik sin Purdey, og nu taler Joof selv om hundepsykologer, hundekiropraktorer og hundehviskere.

De første kan opdage skadelige mønstre i hundehjemmet, for eksempel hvis en hund er bange for at gå op ad trapper, fordi ejeren ubevidst virker nervøs for det. Eller hvis en hund nægter at spise andet end lammekølle med rosmarin, fordi ejeren har vænnet den til, at intet andet er godt nok. Igen: Ejeren bærer al skylden, hunden er en skabning før syndefaldet.

Kiropraktoren er selvfølgelig til for at knække hundens ryg, hvorefter dyret slikker ham i hovedet af glæde, i hvert fald den kiropraktor, Hella Joof kender. Gør hun også selv det, lader sig slikke i ansigtet?

»Nej, der er jeg stadig på dit hold. Hvis jeg i gamle dage så folk blive slikket i hovedet af en hund, ville jeg være ved at brække mig. Dér er jeg ikke længere, men jeg ved, hvor meget Darwin slikker sig i tissekonen. Eller hun har været ude at spise af en rådden måge nede ved vandet. Så vil jeg ikke slikkes i hovedet.«

Det vil hundehviskeren gerne, også dén erhvervsgruppe kender Joof til. Engang så hun endda en sådan mand slikke hunden lige tilbage.

»Det gør de rigtige entusiaster. Det er en måde at hilse på. Jeg er ikke selv parat til at træde ind i det rum, men jeg tænker ikke længere: Hvor er det klamt. Jeg tænker: Hvor går du dog langt med at stille dig til rådighed for hundekærligheden. Respekt for det.«

Kørekort til hund

Når hunden sådan former sig efter ejeren, læner sig op ad den med udhængende tunge, siger det næsten sig selv, at en dum hund må skyldes en dum ejer. Hvis man er en træls type, der snyder sig foran i køen og parkerer på handicappladsen, bliver ens hund nok også træls, siger Joof, der deler mine forbehold over for mennesket bag hunden.

»De er faktisk blevet endnu større, nu hvor jeg ved, hvor meget indflydelse man har på sin hunds opførsel. Der er folk, der lader deres kæmpe muskelhunde gå frit og siger: 'Den gør ikke noget.' Det er muligt, men du må have den i snor.«

Men er det ikke nemmere bare at gøre dem ulovlige, spørger jeg. Hvad ville man egentlig miste?

I det samme kommer Darwin ind i køkkenet, og både Hella og hendes mand lyser op. »Dér var du,« siger de med bløde stemmer. Darwin kommer hen til mig, kigger op og laver de tiggende øjne. Den er måske meget sød. Og gør faktisk ikke. Den kan godt lide mig, hævder Joof. Hm.

»Jeg tror, at der ville komme flere skilsmisser, hvis vi ikke havde hunde, for i mange familier fungerer de som en slags terapeut. Vi ville se større mistrivsel hos børn, der i dag har en hund og for eksempel synes, det er trygt at sove med den. Hunde giver også mange gamle selskab og livskvalitet, og de kan være den eneste måde at få menneskelig kontakt på, hvis man er ensom. Så møder man andre hundeejere i parken. Uden hunde ville vi slippe for hundelortene og skadestuebesøg, men kriselinjerne ville blive overbelastet.«

 – Det er vel i det hele taget et dødfødt politisk projekt at agitere for et forbud mod hunde.

»Ja. Du ville blive stenet. Men jeg hører, hvad du siger. Vi kan godt have en samtale om, hvorvidt man måske skal kunne tage en slags hundekørekort. Selvom jeg ikke er vild med mere lovgivning og bureaukrati.«

Darwin er ni år, omtrent på Hella Joofs egen alder i hundeår, altså en halvgammel vovse. Skal de have en ny hund, når den dør?

»Jeg får helt ondt i maven ved tanken. Når Darwin går videre til hundejagtmarkerne, skal vi have en hundepause. Også fordi jeg er bange for, at der ikke kommer en anden hund som Darwin. Jeg er sikker på, at hun er en bestemt person. Nogle gange tænker jeg, at min afdøde mor er kommet på besøg og ligger der og snorker med benene oppe. Det er i hvert fald en sjæl.«

Da jeg er på vej ud, følger Darwin med. I entreen bukker jeg mig ned for at snøre mine sko, og pludselig er den helt henne ved mig med sit enorme, varme hoved. En sjæl. Så stikker den tungen ud og slubrer mig op ad kinden.

Det er ikke forfærdeligt. Men jeg slikker ikke tilbage.