Løsgående rovdyr

Hunden er menneskets bedste ven – og jævnfør Harry S. Trumans beske kommentar angiveligt den eneste sande ven, som man kan have i politik. I hjemmene er hundene (og kattene) særlig højtelskede; det siges endda, at en del holder mere af deres kæledyr end af deres familie. Kærligheden er dog begrænset: Hunden er bestemt ikke naturens og det vilde dyrelivs ven. Tværtimod. Faktisk er det vist kun lopperne, der holder af dette dyr. For den vilde fauna er hunden enten ligegyldig eller en frygtskabende trussel. Det samme gælder det andet meget kære, ofte løsgående (hus)rovdyr og notoriske dræber: katten.

Uanset hvor velaffodret en kat er, vækkes jagt- og dræberinstinktet hurtigt og udmønter sig reflektorisk i overfald og drab, gerne efter en makaber omgang »kattens leg med musen« – hvad de fleste katteejere uden tvivl har oplevet.

I en artikel fra 2013 anslog en gruppe amerikanske forskere, at katte i USA – huskatte plus forvildede tamkatte – årligt dræbte i alt mellem 1,4 og 3,7 milliarder fugle og mellem 6,9 og 20,7 milliarder småpattedyr. Siden da er bestanden af strejfende og vildtlevende katte i USA steget yderligere – nogle skøn siger med op mod 25 procent – og det skønnede antal ofre af fugle, småpattedyr, padder og krybdyr ligeledes. Ifølge en tilsvarende britisk undersøgelse fanger øernes 9,2 millioner tamkatte i alt 27 millioner fugle og 55 millioner pattedyr i perioden april til august, svarende til, at hver kat i denne periode gennemsnitligt tager tre fugle og seks pattedyr. Ifølge det seneste skøn er der omkring 820.000 katte i Danmark, hvoraf de 89.000 er »herreløse«. Hvis disse katte tolder af det vilde danske dyreliv i samme omfang som de britiske, svarer det til mindst 2,5 millioner fugle og fem millioner pattedyr om året.

Det er ikke uden grund, at katten er kommet med på listen over invasive og problematiske arter …

Danmarks nu omkring 900.000 hunde har ikke helt samme mulighed for at hærge rundt på egen pote i natur og landskab som kattene, men hunde kan i høj grad også præstere; nogle er ihærdige rottedræbere (hvad nok kun rotten beklager), andre har specialiseret sig i at dræbe pindsvin – og øjensynlig er en del af de drab på hjortevildt og husdyr, som ulve beskyldes for, faktisk begået af hunde.

Selv når de ikke slår ihjel, har den blotte tilstedeværelse af disse rovdyr en negativ indvirkning på det vilde dyreliv. I en australsk undersøgelse, der blev publiceret i det britiske tidsskrift Biology Letters tilbage i 2007, havde forskere gransket, hvordan menneskelig færdsel, henholdsvis med og uden hund, påvirkede fuglelivet i en række skovområder. Forskerne kunne konstatere, at færdsel med hund sammenlignet med færdsel uden hund reducerede tætheden af fugle med 41 procent og antallet af fuglearter i området med 35 procent. I den konkrete undersøgelse var hundene i snor, og færdslen foregik ad stierne. Der er ingen tvivl om, at påvirkningen er langt større, når hundene er løse – og jo længere hen på foråret og dermed yngletiden, desto mere kritisk.

Australien er godt nok langt væk, og arterne dernede meget anderledes end de danske, men alt tyder på, at hunde, især løse hunde, har tilsvarende negativ indvirkning på dyrelivet i den danske natur. Det er således veldokumenteret, at navnlig løse hunde ved kysterne er en katastrofe for især de jordrugende ynglefugle.

SELVOM EN hel del af folks hunde mest ser ud, som om de havde får eller rotter som nærmeste ophav, er hunden i princippet en tæmmet ulv – og opfattes stadig som en ulv af en stor del af faunaen; synet, færten (lugten), strintet og efterladenskaberne signalerer farligt rovdyr og trussel. Der er naturligvis forskel på, hvor meget skade en puddel eller pekingeser umiddelbart kan udrette sammenlignet med en jagt- eller kamphund. Men ud over færten er en stor del af rovdyradfærden stadig intakt hos selv disse (over)forædlede »ulve«.

Naturforvaltere og -formidlere oplever en hel del i mødet med folk og deres hunde: løse hunde, der farer afsted efter panisk flygtende rådyr og harer, jager rundt i fuglekolonier og andre naturområder i yngletiden og plager folk og fæ i øvrigt. Reglerne for færdsel med hund er ellers ret klare og umisforståelige: Hunde skal som udgangspunkt altid holdes i snor i det offentlige rum, herunder i skove, på strande og i parker.

En del hundeluftere opfører sig heldigvis således, som skrevne og uskrevne regler for god opførsel i naturen tilsiger, og viser de fornødne hensyn til husdyr, andre gæster i naturen og det vilde dyreliv, men alt for mange lader stadig deres hunde løbe løse i skov og landskab.

Meget tyder på, at fuglelivet også i Danmark generelt er rigere de steder, hvor hunde ikke har adgang – ligesom i den australske undersøgelse. Det bør undersøges nærmere.

Konklusionen og anbefalingen er dog allerede helt klar: Hold katten inde og hunden i snor – og helst helt væk fra fugleområderne.