Latinoernes magt

Lige inden jeg skal tale med den amerikanske historiker, professor og forfatter Geraldo Cadava, snuser jeg rundt på hans Twitter-profil. For nylig har han delt et link til en The New York Times-podcast, som handler om latinovælgeres stemmer ved USAs kommende midtvejsvalg. I sit opslag har Cadava skrevet: »Jeg ville ønske, at vi levede i en verden, hvor det mest interessante spørgsmål om latinoer ikke var, om vi er demokrater eller republikanere. Men når vi nu ikke lever i den verden, så er det her en god podcast.«

Jeg tænker på den mail, jeg selv sendte til professoren nogle dage forinden. Den lød nogenlunde sådan her: »Jeg vil gerne tale med dig om, hvorvidt latinoer i højere grad er begyndt at stemme republikansk, og i så fald hvorfor.«

Da jeg kort tid efter får Cadava i røret, begynder vi derfor samtalen ved hans Twitter-opslag. Hvad mener han? Hvilken verden så han hellere, at vi levede i?

»Nu håber jeg ikke, at du tager det personligt,« begynder Geraldo Cadava høfligt. »Men det er en vedvarende frustration blandt latinoer, at medier og politikere kun interesserer sig for os – en gruppe, som vel at mærke udgør næsten en femtedel af USAs befolkning – i månederne op til et valg. Resten af tiden er interessen svær at få øje på. Og det er en skam, for hvis flere gik op i, hvad der kendetegner latinoer, ikke bare som vælgere, men som flerdimensionelle amerikanere, så ville medier og politikere også have en bedre forståelse for, hvorfor lige præcis denne gruppe har så afgørende betydning for amerikansk politik i dag.« Han holder en pause og tilføjer så:

»Og I ville have en bedre forståelse for, hvorfor latinoer også kan stemme republikansk.«

Af en mand at være, der mener, at vi bør tale mindre om latinoernes politiske ståsted, har Geraldo Cadava temmelig meget at sige om netop dét. Han er professor i historie og latinamerikanske studier ved Northwestern University, skribent ved blandt andet magasinerne The Atlantic og The New Yorker og forfatter til bøgerne Standing on Common Ground og The Hispanic Republican.

Sidstnævnte, der har undertitlen The Shaping of an American Political Identity, from Nixon to Trump, går i dybden med fortællingen om USAs konservative latinoer. Bogen udkom ganske belejligt lige før præsidentvalget i 2020, hvor Trump tog fusen på de fleste ved at få et overraskende godt valg blandt de latinamerikanske vælgere.

Til politiske eksperters store forundring – og til Demokraternes store forfærdelse – fik Trump således 32 procent af latinostemmerne i 2020, hvilket var flere end ved valget fire år forinden. Den tiltagende latinamerikanske støtte kom ikke kun fra de cubanske amerikanere i det sydlige Florida, som er kendt for typisk at stemme republikansk, men også fra øvrige latinovælgere fra delstater rundtomkring i USA, herunder Texas, Arizona, Californien, Nevada, Colorado, North Carolina og Wisconsin. Støtten steg også blandt latinoer i de demokratiske storbyer såsom Houston, Los Angeles og Philadelphia – ja selv i New York.

»Efter 2020 stod demokraterne med åben mund og spurgte sig selv: Hvordan er det muligt? Trump har ført en historisk hård immigrationspolitik, han har villet bygge en mur, han har kaldt mexicanerne for voldtægtsforbrydere, narkohandlere og tyveknægte, og alligevel stemte flere latinoer på ham end ved hans første valg,« siger Geraldo Cadava.

I årevis havde Demokraterne følt sig sikre på, at latinostøtten var så godt som givet. Det samme havde stort set alle andre. I bogen The Emerging Democratic Majority fra 2002 hævdede de to forfattere John Judis og Ruy Teixeira, at Demokraterne i fremtiden ville opnå gigantiske valgsejre, alene på grund af den demografiske udvikling – og i særdeleshed på grund af den enorme vækst af latinoer.

Sådan blev det ikke. Resultatet i 2020 tvang derimod Demokraterne og resten af USA til, for en sjælden gangs skyld, at have en nuanceret samtale om latinoerne, og dén samtale lader ikke til at forstumme. Den 8. november venter midtvejsvalget – og et af valgets helt store spørgsmål bliver, hvorvidt latinoernes opbakning til det trumpistiske Republikanske Parti var en engangsforestilling eller ej. Og som Cadava siger:

»Hvis udviklingen fra 2020 fortsætter, så må jeg bare sige, at så er det virkelig bad news for Demokraterne.«

Politisk gennemslagskraft

Geraldo Cadava siger »vi«, når han taler om latinoer. Selv er han et gedigent mix: Hans far har colombianske, mexicanske, panamanske og filippinske rødder, hans mor er hvid og født i USA. Cadava selv er vokset op i Tucson, Arizona – knap 100 kilometer fra den amerikansk-mexicanske grænse – og latinoernes historie har interesseret ham, så længe han kan huske.

Den specifikke interesse for konservative latinoer stammer fra Cadavas egen bedstefar – en filippinsk-colombiansk tidligere soldat og minearbejder. Bedstefaren, som også hedder Geraldo Cadava, havde, ligesom resten af familien, stemt demokratisk hele sit voksne liv, men da Ronald Reagan i 1980 lovede skattelettelser og dermed flere penge på kontoen, skiftede han parti. Siden har han været republikaner om en hals. I 2016 og igen i 2020 stemte han på Donald Trump. »Hvorfor skulle han ikke det? Han er jo republikaner,« som hans barnebarn Cadava siger.

I et politisk perspektiv har amerikanske latinovælgere aldrig været vigtigere, end de er lige nu. Med et befolkningstal på mere end 62 millioner udgør latinoerne ikke kun landets største etniske minoritet, men også landets hurtigst voksende vælgergruppe. Hvert 30. sekund fylder en ung latino i USA 18 år og kan i princippet stemme.

Statistikere og meningsmålingsinstitutterne taler nu om, at latinoer som gruppe bør ses som svingvælgere. De kan blive tungen på vægtskålen i de tætteste valg, og begge partier bliver nødt til at bejle til dem. Ved efterårets midtvejsvalg kan latinovælgerne da også alene afgøre valget. Hvis det lykkes Republikanerne at vinde endnu flere latinovælgere over på deres side, end det var tilfældet i 2020, så kan de få ikke bare et godt, men et fremragende valg. Det samme kan Demokraterne, hvis de formår at fastholde deres nuværende latinostemmer eller endnu bedre, hvis det lykkes dem at vinde nogle af de tabte stemmer tilbage. Det sidste er tilsyneladende lettere sagt end gjort.

Historisk har USAs latinoer i udpræget grad været demokrater. Sådan er det stadig: Langt størstedelen af latinovælgerne identificerer sig mere med Demokraterne end med Republikanerne. Men meningsmålinger viser, at Demokraternes fordel er skrumpet gevaldigt med tiden:

I en ny måling foretaget af nyhedsmedierne NBC og Telemundo svarer 54 procent af de adspurgte latinovælgere, at de foretrækker, at Demokraterne vinder magten ved midtvejsvalget, mens 33 procent svarer, at de foretrækker Republikanerne. For bare ti år siden var Demokraternes fordel dobbelt så stor. Samtidig er gruppen af latinoer, der svarer, at de er i tvivl om, hvem de vil stemme på, vokset betydeligt.

Fra flere medier og politiske analytikere – særligt de moderate og republikanske af slagsen – lyder det nu, at der er en »republikansk opvågnen« i gang blandt latinovælgerne.

Hvordan ser Geraldo Cadava på det?

»Nu laver jeg jo ikke meningsmålinger. Jeg er historiker, og jeg har set nok beviser gennem historien på, at en meningsmåling ikke nødvendigvis giver os et præcist svar på, hvordan et valgresultat falder ud,« lyder det fra ham i telefonen. »Men når det er sagt, så fortæller tallene mig, at det er lykkedes Republikanerne at fastholde det, de vandt i 2020. Det i sig selv er bemærkelsesværdigt – og det bør få Demokraterne til at ryste lidt i bukserne.«

Men hvis Demokraterne er nervøse, så skjuler de det godt. Eller også vil de ikke se sandheden i øjnene, siger Cadava:

»Jeg hører mange demokrater sige: ‘Lad jer nu ikke rive med af dette hysteri om, at latinovælgerne bliver republikanere, for de fleste latinoer støtter stadig Det Demokratiske Parti.’ Og det er da også sandt! Der er jo ikke om, at Republikanerne i nogen nær fremtid kan få flertallet af latinostemmer. Vi taler om, at Republikanerne spiser af det forspring, som Demokraterne historisk har haft, når det kommer til latinovælgere.«

Det er økonomien, dumme!

Der er særligt ét sted, hvor Demokraterne er sårbare, og hvor Republikanerne har en chance hos latinoerne: økonomien. I samtlige meningsmålinger svarer en klar overvægt af USAs latinovælgere forud for midtvejsvalget, at økonomien er det vigtigste emne for dem. Samtidig mener mange, også blandt de erklærede demokratiske latinovælgere, at økonomien ikke nødvendigvis er i trygge hænder hos Demokraterne.

I en ny meningsmåling udarbejdet af Siena College for The New York Times svarer 56 procent af de adspurgte, at de vil stemme demokratisk ved det kommende valg, mens 32 procent vil stemme republikansk, og 12 procent ikke har bestemt sig endnu. Et klart flertal af de adspurgte – 54 procent – svarer, at økonomien vil være mest afgørende for, hvor de sætter deres kryds. Det interessante er så, at til spørgsmålet om, hvilket parti de adspurgte er mest enige med, når det kommer til økonomiske anliggender, fordeler latinovælgerne sig nogenlunde ligeligt mellem Demokraterne og Republikanerne.

Altså er der latinovælgere, som svarer, at de vil stemme på Demokraterne, men som alligevel har mere tiltro til Republikanerne, når det kommer til økonomi – og det er netop økonomien, der er afgørende for, hvem der får deres stemme.

Spørger man Geraldo Cadava, er det ikke så sært, at økonomi ligger øverst på latinovælgernes dagsorden:

»Antikommunisme, antisocialisme, kapitalisme og det frie marked er nøglebegreber for mange latinovælgerne. Sådan har det været årti efter årti,« siger han og understreger, at det netop var ved at være særlig opmærksom på deres økonomiske interesser, at Donald Trump fik vind i sejlene blandt konservative latinoer.

»Trump forstod, hvad der motiverede hans konservative latinostøtter – og det er især økonomisk individualisme – og han sørgede for, at de ikke var i tvivl om, at han så dem. Allerede i løbet af de første dage af sin præsidentperiode sendte Trump folk ud at tale med de selvstændige forretningsdrivende latinoer. Han lod dem vide, at han ville sørge for skattelettelser og nemmere adgang til lån, og at han i det hele taget ville gøre livet nemmere for det arbejdende folk,« siger Cadava.

Uerkendte republikanere

I et historisk perspektiv er en republikansk kurtisering til latinoerne bestemt ikke enestående. I 2004 fik George W. Bush 40 procent af alle latinostemmerne, hvilket er flere, end nogen anden republikansk præsidentkandidat har formået både før og siden.

Et par årtier før det, ved valget i 1980, satte også Ronald Reagan alle sejl ind på latinoerne og hyrede en kampagnechef, som skulle sikre ham flere støtter blandt latinovælgerne. »Latinoer er republikanere. De ved det bare ikke endnu,« lød et berømt citat fra præsidenten – og hans plan bar frugt. Ved at appellere til republikanske kerneværdier såsom stærke familiebånd, arbejdsmoral og patriotisme formåede Reagan at skabe en konservativ vælgerskare blandt latinoerne og vinde 35 procent af latinostemmerne. Den strategi, forklarer Geraldo Cadava, minder på mange måder om Donald Trumps taktik.

Ud over partifarven kan lighederne mellem Trump og Reagan måske være svære at få øje på. Men ikke, hvis man spørger de unge konservative latinovælgere. Blandt dem har Donald Trump opnået en »nærmest Reagan-agtig status«, lyder det fra Geraldo Cadava:

»For nylig talte jeg med en ung konservativ latino fra det sydlige Texas, som fortalte mig, at han gennem hele sin barndom har hørt på sine konservative bedsteforældre og forældre, der har lovprist Reagan og sagt: ‘Ronald Reagan dit, Ronald Reagan dat.’ Nu føler han, at Donald Trump har gjort det samme for ham.«

Udefra set lyder det måske tosset, fordi de to præsidenter åbenlyst er forskellige, men for den her gruppe unge konservative latinoer giver det mening, siger Cadava:

»Ligesom Reagan har Donald Trump formået at trække nye vælgere ind i Det Republikanske Parti. For de unge konservative er Donald Trump en fighter. Han har kæmpet mod systemet og the establishment, som ikke støttede ham eller troede på ham. Derfor ser de sig selv i ham.«

Geraldo Cadava understreger, at de unge konservative latinoer udgør en minoritet blandt latinoerne. Men de er en vigtig minoritet: I en ny rapport lavet af Equis Research, en demokratisk organisation, der primært fokuserer på latinovælgere, slås det fast, at det primært er latinomænd i alle aldre og unge latinoer mellem 18 og 34, der lige nu bevæger sig mod Republikanerne. Det er dem, der angiver, at de er mest utilfredse med Joe Bidens præstation som præsident.

»Det her er en ny bevægelse. Og den er interessant,« siger Cadava. »Den ændrer vores opfattelse af, hvem gruppen af latinoer er.«

Ikke en samlet blok

For Geraldo Cadava giver det ikke mening at tale om latinoer som en homogen klump af vælgere. USAs latinoer kommer fra så mange forskellige lande, baggrunde og kulturer, at når de stemmer, så udtrykker de ikke én holdning, men adskillige politiske identiteter, som er udviklet gennem århundreder. I stedet for at blive betragtet som en blok i sig selv bør latinoerne betragtes som en gruppe individer med forskellige holdninger og måder at leve på, mener Cadava.

– Det ændrer vel ikke på, at latinoernes stemmer er politisk afgørende. Men er de blevet mere afgørende med tiden?

»Både ja og nej,« svarer Geraldo Cadava. »Inden for de seneste år er kortet over, hvor latinovælgerne kan gøre en reel forskel, vokset eksplosivt. Det har på sin vis gjort latinoerne mere magtfulde, men selve magten er ikke ny. Tænk bare på valget i 1976, hvor Jimmy Carter vandt over Gerald Ford, fordi Ford ikke kunne finde ud af at spise en tamale.«

Episoden, Cadava hentyder til, er blevet en klassiker i amerikansk politik: I 1976, da den republikanske præsident, Gerald Ford, førte valgkamp, besøgte han Alamo-fortet i San Antonio i Texas. Her blev han tilbudt en tallerken tamales – en traditionel mexicansk snack, der er pakket ind i et majsblad. Ford snuppede en tamale, men begik den fejl ikke at fjerne majsbladet, før han tog en bid, hvilket blev set som et tegn på præsidentens generelle »kulturelle ufølsomhed« over for latinoer. Ved valget få uger senere tabte Gerald Ford latinostemmerne i Texas og måtte se sig slået af sin modstander, Jimmy Carter.

»Hvis bare han ikke havde bidt i den tamale på den forkerte måde, så kunne han måske have vundet Texas,« siger Cadava og ler kort. »Episoden viser i hvert fald, at latinovælgernes stemmer længe har haft stor betydning. I dag er der bare endnu flere steder, hvor den magt kan vise sig at være afgørende. Samtidig er der langt flere latinovælgere i dag, end der var i 1976.«

Til sidst spørger jeg Geraldo Cadava, hvad dette midtvejsvalg kommer til at betyde for latinoernes rolle i amerikansk politik i fremtiden. Giver det overhovedet mening at tale om en republikansk opvågnen, når et mindretal blandt latinoerne historisk set altid har været konservative? Og er det sandsynlige ikke, trods alt, at Demokraterne vil bevare flertallet blandt dem?

»Lige nu er en bevægelse i gang, hvor der er tegn på, at latinoer søger mod Det Republikanske Parti,« siger Cadava.

»Det store spørgsmål er, hvorvidt bevægelsen skyldes, at Demokraterne har sovet i timen og ikke har investeret nok i latinoerne, og det derfor kan lykkes dem at lokke dem ind i folden igen, eller om den skyldes, at latinoerne simpelthen bliver draget af de grundlæggende republikanske ideer om økonomi, udenrigspolitik, religion og uddannelse. Hvis det sidste er tilfældet, så er det en langt sværere sandhed for Demokraterne at skulle håndtere.«