Krigens konsekvenser

DEN dansk-palæstinensiske jurist og skribent Nada Omar har udtrykt den palæstinensiske erfaring under Gazakrigen således: »Jeg oplever endnu en gang at miste mit sprog, min arv og mit hjemland. Er det muligt? Kan noget, man har mistet, fortsætte med at forsvinde i en endeløs gentagelse?« Svaret er ja, fordrivelsen af palæstinensere i 1948 er blevet gentaget i ét væk: I disse dage får den snart 80 år lange fortælling om flygtende civile, ødelagte hjem, tætpakkede teltlejre og lemlæstede og døde kvinder og børn i murbrokkerne et uhyggeligt klimaks: Konsekvenserne er civile tab i ekstremt omfang. Nada Omar har ret: Palæstinenserne mister alt – igen.

ISRAELSKE politikere og deres støtter rundtom i verden forsvarer Israel således: Krigen er rettet mod Hamas. Hvis denne forrykte terrorbevægelse overgav sig og løslod de tilbageværende gidsler, ville krigen stoppe. Hvis de ikke gemte sig i tunneler og deres våben under skoler og i private hjem, ville det ikke være nødvendigt at bombe løs. En våbenhvile og israelsk tilbagetrækning vil have den forudsigelige konsekvens, at Hamas sætter sig på magten igen, lyder det. Og den islamistiske dødskult vil planlægge næste kapitel i sin kamp mod den jødiske stat. Fred bliver der aldrig med Hamas. Også de har ret.

UDSLETTELSE af Gazas infrastruktur, ødelæggelse af livsbetingelserne for civile, herunder tilbageholdelse af nødhjælp og mange tusinder døde og lemlæstede, har for længst nået et omfang, hvor man må spørge: Er det en rimelig pris for at udslette Hamas? Sandheden er, at det længe har været et misvisende spørgsmål, og den israelske regering erkender det åbent: Den siger selv, at krigen i Gaza skal sikre en permanent israelsk kontrol med to millioner civile. Selv hvis Hamas i morgen forsvandt fra Jordens overflade, ville den israelske regering have et større projekt: konstruktionen af et Storisrael med jødisk dominans over palæstinenserne.

AF denne virkelighed følger et klokkeklart budskab til Israels allierede: Den siddende regerings mål er ikke fred, men palæstinensisk underkastelse. Det er derfor, den ikke har fremlagt planer for tiden efter Hamas, og derfor, den afviser alle forslag om samarbejde med andre palæstinensere eller arabiske stater om tiden efter krigen. Også Netanyahu siger åbent, at Israel ønsker, at palæstinenserne i Gaza forlader området. 

PALÆSTINA skal anerkendes som stat, lyder kravet ofte, og det er væsentligt at tale om. Men sagen er, at Israel først skal anerkende palæstinenserne som et folk med ret til liv, værdighed og selvbestemmelse. Uanset hvor meget man peger på Hamas-terror og palæstinensisk antisemitisme, er og bliver det en illusion, at Israel kan vinde den snart hundrede år lange krig ved at fordrive civile og ved krigsforbrydelser, herunder udsultning af civile. Historien viser det: Palæstinenserne forsvinder ikke.

SKAL omverdenen reagere kraftigere over for Israel? Skal EU ophæve eller neddrosle handelsaftaler? Svaret burde være åbenlyst: Regeringen i Israel er både korrupt, inkompetent og kontrolleret af religiøse fundamentalister, der er ved at føre hele Mellemøsten ud over kanten. At insistere på, at det må få konsekvenser, også for allieredes forhold til landet, er indlysende, og i Israels tilfælde kan det meget vel virke. 

STOPPE vil regeringen i Jerusalem først, når den væltes af de israelske vælgere. De fleste israelere er forståeligt nok meget påvirkede af terrorangrebet i 2023, og de stoler med rette ikke på palæstinenserne. Men bag dette traume ligger en israelsk fortrængning af både besættelsen af Vestbredden og Gazakrigens forløb: Fordrivelse af palæstinenserne er både en forbrydelse og et slag mod de løfter, Israel blev grundlagt på. Det er tilbageholdelse af nødhjælp til børn også. Det er hverken antisemitisme eller antizionisme at påpege. Det er grundlæggende værdier, og det er geopolitiske interesser: Den israelske regerings handlinger låser hele regionen fast og gør udvikling stort set umulig. Der er derfor brug for markante signaler: Send nødhjælp til civile i Gaza. Stop bosættelserne på Vestbredden. Start forhandlinger med palæstinenserne om to stater. Det lyder indlysende. Det er det også.