Europas klimapolitik er aftalt uden hensyntagen til, at den kræver store mængder af såkaldt sjældne jordartsmetaller, som det vil kræve kinesisk velvilje at få adgang til. Europa og USA  har nemlig gjort sig helt afhængige af import fra Kina af sjældne jordartsmetaller, SJM, der har strategisk betydning ikke blot for den grønne omstilling, men sandelig også militært.

Diskussionen om omstilling fra fossil energi har ellers mest handlet om at producere vindkraft og solstrøm og lave elbiler. Der har ikke været nogen særlig opmærksomhed om, at de mange vindkraftgeneratorer indeholder store mængder SJM for at fungere, og at det samme er tilfældet for elbilmotorer.