Eftermæle. Den konservative Poul Schlüter reddede velfærdsstaten fra sig selv. Nøglen til hans succes som statsminister var et kompliceret og fordækt rollespil med De Radikale, skriver historikeren Niels Wium Olesen.
Jongløren
Tidligere formand for Det Konservative Folkeparti og dansk statsminister fra 1982 til 1993, Poul Schlüter (1929-2021), døde torsdag i sidste uge. Han var ubestrideligt en af efterkrigstidens største danske politikere. Og så var han også den længst siddende statsminister efter Anden Verdenskrig med sine ti et halvt år på posten.
De umiddelbare mediekommentarer og nekrologer var respektfulde og med fokus på det positive. Schlüter, måtte vi forstå, havde genoprettet dansk økonomi, bragt nationen væk fra afgrundens rand. Og så var det et gennemgående træk i beskrivelsen af hans politiske virke, at han var en dygtig kommunikator med en særlig distinkt brug af humoren. Ingen af delene er helt forkerte, men tangerer også det overfladiske og hyggeligt ufarlige, der i al sin velmenende respekt for afdøde gør ham og hans position i dansk politisk historie mindre, end han var, og den egentlig er.
Del:
