Ansvarspolitikeren

STORHED ser man bedst på afstand. Anderledes kan man ikke forklare, at Poul Schlüter efter sin død er blevet hyldet af både højre- og venstrefløjen som en af de helt store statsmænd på grund af sin politik. Sandheden er, at Schlüters politik ikke var spor populær, mens han var statsminister fra 1982 til 1993. Han var tværtimod lige så hadet i Danmark, som Ronald Reagan og Margaret Thatcher var det i USA og Storbritannien. Modsat det indtryk, man får i disse dage, mødte han massiv modstand både folkeligt og politisk: Det var kun ved hans første kanonvalg i 1984, at han blev belønnet for at have taget ansvaret, efter at Anker Jørgensen i 1982 gav op på afgrundens rand. Ved de tre efterfølgende valg gik Schlüters konservative tilbage, og hans regeringer blev stadig svagere. Efterkrigstidens største demonstrationer fandt sted under ham: Hen ved 580.000 danskere deltog i de påskestrejker, der i 1985 fulgte efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne og regeringens indgreb. Politisk udmøntede utilfredsheden sig mest spektakulært i, at et folketingsflertal førte sikkerhedspolitik uden om regeringen. »Schlüter er en bytter« lød det faste omkvæd.

KRÆVER hans senere popularitet en forklaring, kan den findes hos den tyske sociolog Max Weber. I forelæsningen Politik som et kald skelner han mellem sindelagspolitikeren og ansvarspolitikeren; mellem den, der gør det »gode«, og den, der gør det »rigtige«. Schlüter hører til de sidste; han gjorde det rigtige, selvom det fremstod ondt: Og det er hans fortjeneste, at Danmark fik den sunde økonomi, der har kendetegnet landet, og at alle statsministre – røde som blå – siden har regeret ud fra det diktum, at velfærdsstaten forudsætter en god konkurrenceevne. I hvert fald frem til Mette Frederiksen.