Indimellem falder maskerne, og det var vist det, der skete, da Enhedslistens Trine Pertou Mach i sidste uge postede en begejstret selfie sammen med FNs specialrapportør om Palæstina, Francesca Albanese, og hyldede hende for »viden, indsigt, menneskelighed og ikke mindst mod«.

Det må stå hen i det uvisse, om det er egenskaberne mod, indsigt eller menneskelighed, der har fået Albanese til at afvise, at Hamas' terrorangreb mod Israel var drevet af jødehad, postulere, at USA styres af en »jødisk lobby«, og sammenligne Israels premierminister Netanyahu med Adolf Hitler og Israel med Nazityskland.

Efterfølgende adspurgt af Jyllands-Posten mente Trine Pertou Mach i første omgang ikke, at det var antisemitisk at påstå, at det politiske system i USA er kontrolleret af en jødisk lobby, hvilket ellers er et af antisemitismens historiske slagnumre. Efter at have tænkt sig om – og måske talt med nogen i partiet? – meddelte hun dog, at hun var »trådt ved siden af« og havde formuleret sig »klodset«. Hun mente i virkeligheden den proisraelske lobby.

I Jyllands-Posten fastslog Enhedslistens ordfører også, at hun og partiet selvfølgelig fordømmer angrebet 7. oktober, for »der findes ikke nogen måde at relativisere terrorangreb« på. Omvendt må Hamas' terror forstås historisk »i en kontekst og ikke i et vakuum«.

Enhedslistens Trine Pertou Mach holder tale, da foreningen Demos protesterer i København mod amerikansk tilstedeværelse i Danmark søndag den 26. januar 2025. Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix
Enhedslistens Trine Pertou Mach holder tale, da foreningen Demos protesterer i København mod amerikansk tilstedeværelse i Danmark søndag den 26. januar 2025. Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

Den sidste sætning lyder ellers temmelig relativerende.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

FOR ET PAR uger siden afkrævede Pertou Mach og Leila Stockmarr i Folketinget udenrigsministeren svar på, »hvad vi fra dansk og europæisk side vil gøre for at sikre, at Israel ikke genoptager krigen, når først gidslerne er frigivet«, og »sikre, at Israel ikke benytter våbenhvilen til at udvide sit territorium«.

Partifællerne havde ingen spørgsmål om Hamas, der åbenbart ikke kan tænkes at ville bryde våbenhvilen eller begå flere massakrer.

Enhedslisten støtter angivelig nu dansk NATO-medlemskab, men er imod det aktuelle lovforslag, som formelt skal gennemføre aftalen fra 2023 med USA om tre amerikanske baser i Danmark. Partiet står i de igangværende forsvarshandlinger heller ikke klar med mange penge til flere våben:

»Det oprustningskapløb, som Nato meget hurtigt kan blive drivende i med det her, det gør ikke verden sikrere. Det gør faktisk verden lidt mere farlig,« udtalte Pertou Mach forleden, så det lød som et 40-50 år gammelt ekko fra den venstreorienterede og delvist sovjetfinansierede fredsbevægelse, der under Den Kolde Krig gav NATO skylden for våbenkapløbet.

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Arbejderparti og VS, der alle gerne omgikkes venstreorienterede guerillaer, militante palæstinensere og indimellem terrorister.

Den nuværende ledelse bedyrer, at partiet nu er blevet noget helt andet, men bortset fra en lidt pænere indpakning verbalt er det dog som altid: ukritisk propalæstinensisk, antiamerikansk, antiisraelsk og undergravende NATO.

Enhedslisten ved man, hvor man har: altid på den forkerte side og på præcis samme sted som den sump, hvoraf partiet groede.