Ærligt talt. Børn på sociale medier, gamle tusindkronesedler og et intolerant lgbt-miljø. Velkommen til Weekendavisens fredagsbrev.
Hvor mange timer på TikTok svarer til 20 blå King's?
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.
Tillykke med din fødselsdag/din søns konfirmation/fejring af anden generisk begivenhed! Her er en gaveboks til en biograftur/brunch/oplevelse, der er så gennemført upersonlig og fjendtlig, at det er uklart, om giveren har gode hensigter.
Gaveboksen som fænomen er sjælenedbrydende i reneste forstand. Efter at man har sagt tak ud mellem tænderne, kommer man efter flere måneder i tanke om gaveboksen, der indeholder en instruks om, at man skal ind på en uigennemskuelig hjemmeside, hvor man opretter et login ved at indtaste en række tal og en kode og personlige oplysninger som navn, fødselsdato og e-mail. Herefter opdager man, at gaveboksens nummer allerede er oprettet i systemet, muligvis fra sidste gang, man opgav halvvejs igennem processen, og så dukker en oplysning op på skærmen om, at gaveboksen er udløbet.
Der må findes et særligt sted i helvede for dem, der har opfundet gaveboksen. Eller en form for skærsild, hvor de dømmes til i al evighed at gennemføre aktiviteten »Cafédate på Café Vivaldi«.
Enten er gaveboksen et tegn på, at de selvkorrigerende markedskræfter er brudt endegyldigt sammen, eller også beviser den, at selv kapitalismens mest vanskabte frembringelser overlever alt. Ligesom kakerlakker.
Velkommen til Ærligt talt. Hvis De læser dette, betyder det, at De har overlevet endnu en uge som menneske i samfundet.

1. Børn på de sociale medier
På en konference på Christiansborg tirsdag blev der fra flere sider advaret imod børns forbrug af sociale medier. Mette Frederiksen skabte overskrifter, da hun sagde, at hun foretrak, at hendes børn begyndte på kræftfremkaldende aktiviteter i stedet for at være på telefonen.
»Hvis jeg ikke var fungerende statsminister, ville jeg sige, at hvis jeg havde små børn i dag, ville jeg hellere have, at de røg, end at tillade dem at være alene på sociale medier – men jeg er fungerende statsminister, så det vil jeg ikke sige.«

Hun har beklaget udtalelsen, men på den samme konference understregede Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, at også hun er klar til at tage kampen op mod algoritmerne. Hun antydede, at hun er åben for et egentligt forbud:
»Spørgsmålet er ikke, om unge mennesker skal have adgang til sociale medier. Spørgsmålet er, om sociale medier skal være tilgængelige for unge mennesker.«
Hvad betyder det overhovedet? Prøver hun at opfinde sit eget Kennedy-citat? Hvis det er det, sociale medier gør ved voksne kvinders evne til at formulere sig sammenhængende, kan det kun gå for langsomt med et forbud.
2. Jacob Harris' hustru afviser pengemisbrug
Hustruen til Jacob Harris, der blev ekskluderet af Borgernes Parti, afviser alle anklager om, at hun og hendes mand skulle have svindlet med pengene i deres konkursramte byggefirma. Tetiana Harris Nielsen er opført som direktør for Krokodille ApS, men ifølge Jacob Harris stod han selv for den daglige drift, da hustruen »er fra Ukraine og ikke taler dansk«.
Tetiana Harris Nielsen har imidlertid sendt en række skriftlige udtalelser på dansk til Jyllands-Posten, hvor hun understreger, at der ikke er hold i anklagerne om, at hun skulle have brugt firmaets penge på smykker, spahoteller og tøjbutikker som Victoria's Secret og Calvin Klein.
»Den fremstilling, der skitseres, synes at bygge på en ensidig fortolkning af udvalgt materiale, hvilket ikke giver et retvisende eller fuldstændigt billede,« skriver hun blandt andet.
Mistænkeligt. Vi vidste godt, at ukrainerne var nemme at integrere, men at lære flydende dansk på kun ni uger må alligevel være rekord.
3. Fordomme i lgbt-miljøet
Stereotype opfattelser findes også blandt homoseksuelle. Sådan lyder det fra skuespilleren Jesper Zuschlag, der fortæller, at han selv blev mødt af såkaldt bifobi – fordomme om biseksuelle personer – da han som ung begyndte at færdes i lgbt-miljøet. Her mente flere mænd, at han nok bare var ved at blive homoseksuel.
»Jeg blev ramt af den der: 'Men søde skat, du er i proces, og du skal nok lande en dag, så kom tilbage om et år,'« fortæller han i en podcast ved navn Gruppechatten.
Det føles altid livsbekræftende, når dem, der skulle være de rummelige, viser sig at være småborgerlige som alle andre.
4. Sidste frist for tusindkronesedler
Der er opstået lange køer foran de indleveringssteder, der tager imod de sidste tusindkronesedler. Sedlerne bliver erklæret værdiløse 31. maj, og herefter kan de ikke længere bruges som betalingsmiddel i butikkerne. Ifølge DR har folk ventet i flere timer alene i København, og det er ikke tilfredsstillende, erkender Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken, til DR.
»Vi er meget opmærksomme på situationen og iværksætter løbende tiltag for at minimere køen og ventetiden. Blandt andet har vi indsat mere personale, der skal sikre, at folk, som står i kø, er godt forberedt, inden de kommer frem til ekspeditionskassen.«
Jamen så er alt jo fint. Først æder inflationen og prisstigningerne ens penge som møl i et klædeskab. Så gør Nationalbanken ens penge værdiløse, og for at få lov til at bytte dem med ikkeværdiløse penge skal man stille sig op som foran et sovjetsupermarked i 1980erne, men bare rolig. Der vil nemlig være nogen, der siger, hvad der sker, når det på et tidspunkt bliver ens tur.
5. Venstre-par forventede valgnederlag
Ægteparret Torsten Schack Pedersen og Louise Schack Elholm havde begge forudset, at de ville blive stemt ud ved valget efter sammenlagt 40 år i Folketinget for Venstre. Det fortæller parret til Politiken, der har været på besøg i deres hjem i Sorø.
»Når man som politisk ordfører har kommenteret meningsmålinger på 6,5 procent, så ved man godt, det bliver op ad bakke,« siger Torsten Schack Pedersen.

De skal nu vænne sig til at være mere hjemme, og i interviewet svarer de blandt andet på, om de nogensinde er uenige om noget.
»Ja, men ikke så tit,« svarer Louise Schack Elholm.
Torsten Schack tilføjer: »Men vi har heftige diskussioner om, hvor man skal lave infrastrukturinvesteringer.«
Kedeligt får de det i hvert fald ikke.

God weekend til alle husstande derude, hvor bølgerne også går højt.
Hvis man ikke har tilmeldt sig nyhedsbrevet endnu, kan det gøres her.



