Ærligt talt. Krydstogtsepidemi, Alternativets klimahykleri og en kvindelig udgave af Mads Strange. Velkommen til Weekendavisens nye fredagsbrev.
Sæt Barbara Bertelsen ind mod hantavirussen nu
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.
Ved andre mennesker overhovedet, at man er en perfekt mor, hvis man ikke har skrevet et indlæg om det i Politiken?
Dette filosofiske spørgsmål udspiller sig for tiden i avisens debatsektion, hvor en forfatter har fået trykt et læserbrev om, at alle burde gøre som hende. Hun er nemlig flyttet til Odsherred, hvor hun nu kan bade i fjorden, lave bålmad med naboerne og hente sine børn senest klokken 15.
»Hvorfor er folk så fantasiløse, tænker jeg? Hvorfor insisterer de på at få et, to eller tre børn og blive i lejlighederne, som de fylder ud med stadig mere avancerede reolsystemer med indbyggede køjesenge i birkefinér, hvor ting og børn kan puljes praktisk sammen?«
Indlægget har efterfølgende udløst et modsvar under overskriften: »Vores børn trives altså udmærket her i Brønshøj.«
Her beskriver en hr-ansvarlig, hvor ekstremt lykkelige hendes egne børn er, selvom de bor i Storkøbenhavn, og hvor meget hun hyggede sig med de andre forældre i området en dag.
»Vi drak vin. Vi sad i solen. Vi talte om livet, ægte indhold. Børnene daskede rundt, helt afslappede.«
Man sænker nærmest selv skuldrene. Det er en af livets små glæder at se to kvinder kæmpe indædt om, hvem der er mest afslappet til hverdag.
Velkommen til Ærligt talt. Det ugentlige overblik over verdens fremadskridende forfald.

1. Ingen frygt for ny epidemi
En dansk statsborger var ombord på krydstogtskibet MV Hondius, hvor tre passagerer er omkommet efter et udbrud af hantavirus. Personen vendte hjem til Danmark sidst i april måned, men udviser indtil videre ingen symptomer og er gået i selvisolation.
»Det er Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering, at risikoen for, at personen skulle blive syg med hantavirus, er lille, men styrelsen følger situationen nøje og er i løbende kontakt med den pågældende person,« lyder det i en pressemeddelelse.
Det var præcis sådan, coronaepidemien begyndte, da Sundhedsstyrelsen vurderede, at der var »meget lille sandsynlighed« for, at sygdommen kom til Danmark.

Den eneste trøst er, at hantavirus kommer fra gnavere. Hvis Barbara Bertelsen kan få udslettet rottebestanden i de danske byer, slår vi gerne en streg over den manglende lovhjemmel.
2. Natur vs. militær
Forsvaret har tabt en juridisk strid om vildtvoksende mos, der har overtaget en helikopterlandingsplads i Karup. Mosset gør det for farligt at lande og lette fra landingspladsen, men ifølge en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet ligger flyvestationen i et beskyttet naturområde, og derfor må mosset ikke fjernes. Forsvaret må kun fjerne bevoksningen, hvis der afgives et tilsvarende erstatningsområde, som for eksempel et af Forsvarets træningsområder. Sagen tog sin begyndelse, da en række sjældne planter blev opdaget af en offentligt ansat.
»En biolog fra Viborg Kommune var på besigtigelse i 2023 og fandt særlige arter som almindelig kællingetand, femhannet hønsetarm og håret høgeurt,« skriver Jyllands-Posten.
Man gad godt være en flue på væggen, når Vladimir Putin skal briefes om, hvordan det går med oprustningen hos hans ærkefjende Mette Frederiksen.
3. Traumatiserede kvinder
I et høringssvar opponerer Dansk Kvindesamfund imod et nyt lovforslag, der giver regeringen ret til at tvinge værnepligtige i krig. Hidtil er det overvejende færdiguddannede soldater, der er blevet sendt til udlandet, og Dansk Kvindesamfunds bekymring retter sig særligt mod de værnepligtige kvinder.
»For det første er det påvist, at kvinder er mere udsatte i forhold til PTSD, end mænd er,« lyder det i høringssvaret.
Desuden tilføjer forkvinde Louise Vinther Alis i Berlingske, at det også vil være skidt for kvindernes børn.
»Hvis situationen fortsat er, at langt størstedelen af børn har en signifikant højere tilknytning til mor, vil det være ret problematisk at tvinge mor i krig.«
Hun lyder som en kvindelig Mads Strange. LA-politikeren advarede i 2024 imod at sende kvinder i krig, fordi de ikke kan føde børn og opretholde befolkningsudviklingen, hvis de bliver slået ihjel på slagmarken.

Det er en sær oplevelse, når forbenede feminister pludselig er ved at flytte ind i manosfæren.
4. Klimapolitiker tog lang flyrejse
En københavnsk politiker fra Alternativet er blevet anklaget for klimahykleri. Birgitte Kehler Holst vakte forargelse, da hun sagde i Borgerrepræsentationen, at ældre på plejehjemmene må leve med at få serveret små portioner kød, fordi de tilhører den generation, »der har svinet allermest«.
Hun er imidlertid selv rejst til Chile med fly, hvilket er faldet hendes byrådskollega fra Venstre Jens-Kristian Lütken for brystet.
»Når man har så stærkt et ønske om at bestemme, hvad andre mennesker skal spise, fordi de åbenbart har svinet med klimaet gennem hele deres liv, og samtidig sætter sig ombord på et fly til Chile, så hænger tingene ikke sammen,« siger han til Berlingske.
Birgitte Kehler Holst oplyser, at hun har familie i Chile og i øvrigt ikke kan se, hvordan en privat flyrejse hænger sammen med Københavns Kommunes måltidsstrategi, der skal nedbringe CO₂-aftrykket.
»Hvor mener Jens-Kristian, grænsen skal være? Skal jeg være 100 procent klimaneutral for at kunne foreslå nogen som helst form for klimahandling?«
Nu, hvor hun selv spørger, så ja. Det ville være en kæmpe lettelse i debatten for os andre.
5. Nyt navn til Alternativet
En intern gruppe på seks personer i Alternativet vil stille forslag om en navneændring. Det skal ske på partiets landsmøde denne weekend i Vejle, hvor manden bag forslaget, Thor Clasen Jonasen, vil argumentere for noget mere rummeligt.
»Det kunne være fantastisk at sidde til en paneldebat og sige: 'Jeg kommer fra Et Alternativ.' For så har jeg ikke sagt, at jeg er det eneste alternativ. Jeg giver plads til, at der er andre,« siger han til Jyllands-Posten.
Franciska Rosenkilde er dog skeptisk over for forslaget, da et navneskifte risikerer at skabe forvirring hos vælgerne.
»Vi kæmper rigeligt med at blive husket,« siger hun.
Det danske græsrodsdemokrati er forunderligt. Selv når organisationen padler løs for ikke at kæntre, er der altid en eller anden, der kigger ned i hvirvlerne og tænker, at det kunne være sjovt at rokke båden.

God weekend. Den er slut, før vi ved det.



