Hvad siger mavefornemmelsen?

Nu hvor jeg tænker over det, var skolen et ti år langt totalitært diktatur, der båndlagde mine personlige frihedsrettigheder, behov, impulser og lyster. Som en anden livstidsfange husker jeg en orgastisk lykke bruse i hele min ranglede drengekrop, når vi blev løsladt til sommerferie.

Men efter halvanden måneders skemafrihed husker jeg også længslen efter at komme tilbage til buret og sidde ved siden af tvungne sidekammerater, til ringeklokker, alt for korte frikvarterer og koldt vand i fællesbadets brusere. Det er faktisk et gigantisk paradoks. Det var ufrit og helt anderledes end alle mulige andre steder i min barndom, men jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet ydmygende behandling af regler, rammer og retningslinjer, som skolen dikterede. Også selvom jeg nogle gange var uenig. Måske var det kærligheden og tilliden, der forhindrede oprøret. Måske er min skolebarndom unik. Det tror jeg ikke.