Cropsprog. Gennem hele mit voksenliv har jeg undret mig over, hvordan jeg, med min baggrund i en familie, som ser sig selv som frigjorte og åbne, har brugt så meget tid på at skamme mig så gevaldigt over så mange ting, som har med min krop at gøre.
Krop top
Da jeg var 14 år, henvendte min mor sig en dag til mig, sagte, med et ufrivilligt kropssprog og en nedadtalende mund: »Emma ... Når du på et tidspunkt får din menstruation ... Så tal med din far om det ... Og så finder vi ud af, hvad du har brug for fra supermarkedet ... Ik’?« Jeg replicerede, at det skulle jeg nok, uden at nævne for hende, at jeg allerede for to år siden havde fået min menstruation og på daværende tidspunkt havde drøftet det, dog med præcis så få ord som hendes, med min far, fordi jeg boede hos ham på daværende tidspunkt. Vi talte aldrig om menstruation igen.
Eller om kvindekroppens biologi. Eller om sex. Jeg talte heller aldrig med min far om de ting. Men jeg kan huske den dag, jeg fik min menstruation så tydeligt, som var det i går. Jeg var lige fyldt 12 år, og jeg skulle hente min lillesøster i hendes børnehave. I samme øjeblik jeg trådte ind ad den lange børnelugtende gang med det røde linoleumsgulv, mærkede jeg en ukendt varm følelse i mine underbukser. Det føltes, som om jeg havde tisset i dem, men vægten af væsken var tungere, dybere, varmere end den mere skingre følelse af tis.
Del:
