Husvild

DEN amerikanske forfatningsfader Benjamin Franklin kendte næppe meget til Danmark, da han udtalte de berømte ord om, at der intet sikkert i denne verden er – ud over døden og skatten. Som det stod klart i denne uge, kan der heller ikke siges noget med bare antydningen af sikkerhed om en sværm af danskeres skatteforhold. I denne uge fastslog Vurderingsstyrelsen 1,7 millioner ejerboligers værdi gennem et it-system, der har været forsinket i et årti og kostet et utilbørligt milliardbeløb. Her blev det hurtigt tydeligt, at man rask væk har udsendt en myriade af bizarre vurderinger landet rundt, hvor prisen på grunden blev anslået til at overstige prisen af den samlede værdi af ejendommen – altså bolig plus grund – med op til flere gange. Kort sagt trækker boligen betydeligt ned på grundværdien hos en stor gruppe danskere. Hvis det er sandt, vil det ganske land snart indtages af en sand armé af bulldozere, betonknusere, murbrækkere og nedbrydningskugler.

HELT betryggende er det mildest talt ikke, at mulighederne for at klage virker uigennemskuelige. Beroligende var det heller ikke, da Politiken fik en stakkels Claus Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen, i røret, hvor han måtte erkende, at man ikke havde foretaget en manuel kontrol af, om vurderingerne nu også gav mening. Men dybest set ville det være synd at sige, at den kaotiske udførelse kommer som en overraskelse. Dette bekostelige it-system har været undervejs i årevis, og den eneste grund til, at håndteringen ikke har været underkastet kommissioner og undersøgelseskomiteer, er, at skatteministre fra begge fløje af Folketinget har siddet med ansvaret. Ingen har noget at lade hinanden høre. De har nu kastet os alle ud i dette gevaldige eksperiment. Utallige borgere må leve med at være låst til ejendomsvurderinger, som strider mod enhver fornuft, og som kan lamme deres handlefrihed i årevis.

HÅBLØSE boligvurderinger er en konsekvens af Fogh-regeringens lidet gennemtænkte forsøg på skabe administrative besparelser i en håndevending. Man ville tage boligvurderingerne fra kommunerne, hvor betroede medarbejdere kendte til værdien af de enkelte matrikler, og hive dem op under statens digitale revir. Hurtigt stod det klart, at danskernes skatteregler, skabt gennem årtiers komplicerede politiske aftaler, er så indviklede og spækket med særtilfælde, undtagelser, forbehold og forskelle på tværs af kommunerne, at end ikke det mest sofistikerede it-system kunne formå at skabe orden i rodet. Nu har man konstrueret en algoritme, der vurderer grundværdien efter, hvad den kunne være værd, i fald man skulle få den tanke at rive sit hus ned og bygge en etageejendom i stedet. Og som sætter ejendomsværdien ud fra, hvad naboboligerne er værd, skønt enhver ved, at man udmærket kan se både grimme og flotte undtagelser i landets byer og kvarterer, der kan have afgørende betydning for ejendomsprisen.

SKATTEPOLITIK er alt for vigtig til at blive overladt til en computer; kun Vorherre kan overskue reglernes byzantinske vildveje. Forsøget på at digitalisere boligvurderingerne har derfor hverken gjort administrationen billigere, enklere eller mere retfærdig. I stedet er vores private ejendom nu underlagt et system, hvor ansvaret fortoner sig i det algoritmiske fibernet. En løsning kunne være at føre vurderingerne tilbage dertil, hvor de var før – i hænderne på lokalkendte ansatte i kommunerne, som man kan klage til, hvis de forekommer urimelige. En løsning kunne også være, at politikerne forenklede skattereglerne, så de er til at forstå.