Leder. For den aktuelle ledelse i Socialdemokratiet står Helle Thorning som den helt store hadefigur: en regeringsleder uden ideologisk retning, overstrålet af andenpiloten. Nu er Mette Frederiksen endt i samme situation.
Helle for Mette
HVAD er socialdemokraternes ypperste fjendebillede? Spørgsmålet er relevant, fordi statsministerpartiet efterlyser en klar modstander, man kan »spille op imod«. Mange vil sige, at ærkefjenden er de borgerlige, men taler man med socialdemokrater, peger de oftere på dem, de selv har samarbejdet tæt med: De færreste har noget pænt at sige om de selvgode radikale. Og de tidligere kommunister i Enhedslisten, uha, de er jo de historiske modstandere.
HADEFIGUREN over dem alle er endnu tættere på. Det nuværende hold af ledende socialdemokrater definerede deres projekt som antitesen til en af deres egne – tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde ikke skyggen af politisk tæft, mener stort set hele partitoppen, og S-SF-R-regeringen, der levede et fortumlet liv fra 2011 til 2015, står som et lavpunkt i partihistorien: Her blev Socialdemokratiets hjerteblod suget ud af en »nødvendighedens politik«. Blodsugeren var en markant personlighed i et blåligt midterparti. Lidenskaben forsvandt, vælgerne flygtede. Minder det om noget?
THORNING blev et fikspunkt. Med Mette Frederiksen skulle S tilbage til rødderne med arnepension, tryk på den indgribende stats lyksaligheder og Frederiksen som superideologisk styrmand. Derfor er der – afhængig af, hvem man spørger – noget pudsigt/ironisk/tankevækkende/tragisk/forfærdende over det faktum, at partiet er endt i samme situation: som del af en regering uden ideologisk retning. Lars Løkke er muligvis ikke ideologisk blodsuger som Margrethe Vestager, men han drikker endnu mere naturligt af den opmærksomhed, der ellers ville have tilflydt socialdemokraterne.
KAN man se lignelsens begrænsninger? Ja, selvfølgelig: Mette Frederiksen vil de færreste anklage for manglende politisk tæft. Og regeringen har så sandelig gennemført markant politik. Men Socialdemokratiet sidder i saksen. Partiets vælgere kan ikke lide det, de ser. Politikken er enten for utydelig eller for borgerlig.
LÆRE Frederiksen noget om politik kan Thorning måske alligevel. Hun var sidst i 2014 ekstremt upopulær og lå i meningsmålingerne på godt 20 procent. Så rejste Vestager til Bruxelles, og Thorning begyndte at føre en markant socialdemokratisk politik. Det fik vælgerne til at vende hjem – og Thorning var tæt på at vinde valget et halvt år senere. Valgresultatet på godt 26 procent ville hendes partifæller i dag give deres venstre arm for.
FREDERIKSEN kan ikke så nemt gøre Thorning nummeret efter. Hun sidder i regering med hele to borgerlige partier, der kræver blå politik, blandt andet med ugens skattelettelser. Herfra skal ikke lyde hjertesuk over borgerlige mærkesager, men lektien er alligevel åbenlys: Regeringen er upopulær, fordi de færreste forstår dens virkelige mission. Hvad vil den? Hvad brænder den for? Vælgere er ikke maskiner, der gennemgår tidens udfordringer og regner sig frem til det mest rationelle kryds. De stemmer efter deres menneskesyn, deres følelser og et grundlæggende verdensbillede, hvor det forekommer helt forkert at dele magten med de virkelige ideologiske modstandere. Det er der intet forunderligt i. Som Thorning må Frederiksen sande, at der ikke findes en tredje vej, der kan løftes over politik. Derfor sidder hun fast i den sump på midten, som det har været hendes projekt at styre uden om. kras
Del:
