Hånden på hjertet

Kritikken af folketingsmedlem Ida Auken ligner et deja-vu af årtiers integrationsdebat; endnu et forsøg på at bagatellisere betydningen af danske muslimers tro og kultur. Nogle påpeger, at vi jo heller ikke gav hånd under corona, og i et indlæg i Politiken spørger overlæge Morten Sodemann endda Ida Auken:

»Vil du samtalen, eller vil du striden?«

Sådan stempler man en kvinde, der nægter at underlægge sig en religiøs kønsnorm, som den konfliktsøgende part.

Den kandidatstuderende, der mødte op på Ida Aukens kontor for at interviewe hende – uden at ville give hende hånden – er åbenbart den dialogsøgende. 

Problemet er, at Ida Aukens kritikere fejlagtigt betragter det manglende håndtryk som noget rent overfladisk; en undladelse, der ikke siger noget om mandens kvindesyn, og som ikke bør stå i vejen for det menneskelige møde. Som om dybt troende muslimer er helt almindelige danskere, der tilfældigvis har et andet ord for hej. Det er de ikke.

Det manglende håndtryk er en naturlig konsekvens af islams forskelsbehandling af kvinder; ikkeberøring er et princip, der er vokset ud af kvindesynet, ikke løsrevet fra det. Det ligger i naturlig forlængelse af en religion, der prædiker kønsadskillelse på alle niveauer fra ægteskab og skilsmisserettigheder til seksuel frihed og kæresteforhold og hele vejen ned til påklædning og tildækning af den evigt farlige kvindekrop. Alt for mange muslimer patruljerer andre kvinders hænder, hår og bare ben.

De, der mener, at det er ligegyldigt, om en mand giver hånd til en kvinde, kan spørge sig selv: Hvad ville der ske, hvis han alligevel gjorde det? For den kandidatstuderende ville det åbenbart være så slemt, at han valgte at droppe sit interview med Ida Auken, der ellers skulle indgå i den lærebog, han vil udgive. Han prioriterede sin religiøse renhed over et fagligt projekt og ville med andre ord hellere gå hjem uden at have rørt ved en kvinde end at gøre noget godt for sit eget arbejdsliv. Det viser med al tydelighed, at der er tale om mere end forskellige hilsemåder.

Mænd, der ikke giver hånd, kan ikke antages at dele øvrige værdier med resten af samfundet. De må antages at være mindre tilbøjelige til at lade deres døtre have kærester, tage på lejrture, bade med de andre børn efter gymnastik eller lade dem tage på stranden i bikini og gå til fester. De vil være mere tilbøjelige til at pålægge deres børn dydighedsnormer, udøve social kontrol og følge islams principper over det sekulære samfunds.

At så mange mennesker stadig har svært ved at få øje på islams kvindesyn, kan virkelig undre. Kvinderne går bogstaveligt talt rundt med et stykke stof på hovedet, der visuelt afmærker dem som ikkemænd. Hvis det bare var et stykke stof på 30 gram, ville himlen jo ikke falde ned, hvis de blev bedt om at tage det af i arbejdstiden.

Faktum er, at danskerne næppe ville have et problem med hverken tørklæder eller manglende håndtryk, hvis de ikke var indikatorer for andre konservative værdier. For kritikerne er det mere bekvemt at reducere problemet til Ida Auken end at indse en langt sværere kendsgerning; nemlig at vi ikke allesammen er ens under overfladen.