Hånd­­skyhedens fremmed­­gørelse

Engang for ikke så længe siden, da coronatiden havde lagt sig over samfundet, begyndte vi at sætte store spørgsmålstegn ved grundlæggende sociale normer: Hvordan vi boede, hvordan vi arbejdede, hvordan vi overhovedet levede. Omlægningen af dybe sociale livsmåder gik jo forunderligt hurtigt: Måske stikker disse normer ikke spor dybt, sagde man, måske vil forandringerne være evige, lød det: Vi vil for altid arbejde hjemme, bo på landet, holde ferier i den nærliggende skov. Vi vil i al evighed nyse i ærmet og dosere kropskontakt med andre mennesker i helt begrænsede mængder.

Den mest voldsomme forandring var, at vi ikke længere gav hinanden hånden. Fra den ene dag til den anden forsvandt håndtrykket. Et nik, et buk, et smil, jamen det var jo fint, det fungerede, og viste det ikke, at også håndtrykket var et ret overfladisk ritual, et udtryk for en forestillet fællesskabsmarkør, der snildt kunne udskiftes? Hvilket naturligvis blev bemærket af dem, der hele tiden havde påstået, at håndtrykket – for eksempel ved statsborgerskabscremonier – selvfølgelig kunne udskiftes med noget andet, for eksempel den religiøse hjertehilsen.

Vi kan nu konstatere, at håndtrykket – ligesom flyrejser og kontorarbejde – er vendt frygteligt tilbage. Er der nogen derude, der fortsat bukker, nikker og smiler i stedet for at give hånd? Ja, det er der, nogle få findes der, og de var også håndtryksmodstandere før, under og efter coronatiden.

Balladen, der nu udspiller sig om Ida Aukens kontrovers med en muslimsk lærer og kandidatstuderende, viser, hvad håndtrykket handler om. Han ville ikke trykke hendes hånd af religiøse årsager, og for Ida Auken er det blevet en mærkesag, der nu for anden gang har fået hende til at bede en håndtryksafvisende mandlig muslim om at forlade hendes kontor. Hendes afvisning har fået mange til at kritisere hende for intolerance og for at give dette lille håndtryk en alt for markant betydning.

Men håndtrykkets eftertrykkelige mening blev jo netop understreget af dets øjeblikkelige tilbagekomst efter coronatiden. Straks gik alle rundt og trykkede hånd igen, nu mere end nogensinde. At det stikker så dybt, er både banalt og vidunderligt kompliceret – og det handler om netop berøringen.

Når vi møder et fremmed menneske, stikker vi hånden frem og rører ved ham eller hende med selvsamme håndflade og fingre, som vi bruger til at klø os i håret, pille næse, ordne toiletforhold eller kærtegne vores børn og elskede med. Det er ikke ligegyldigt; berøringen kommer, før vi overhovedet har sagt et ord eller helt ved, hvem der står over for os. Først rører vi, så taler vi.

Det er et markant tegn: Vi viser tillid, åbenhed og fredelige hensigter ved at røre et andet menneske. På tværs af alder, status og køn. Selv Dronningen og Kongen giver vi hånd. Det ophæver alt det, vi kommer med, og viser, at lige nu og her mødes vi som to mennesker. Det er meget smukt i al sin banalitet. Og det er det modsatte af ligegyldigt.

Det er helt naturligt at stejle over mennesker, der afviser dette ritual. Især når de påstår, at afvisningen skyldes et religiøst funderet krav om blufærdighed, kønsadskillelse og tøjlen af seksuelle drifter. At Ida Auken går på barrikaderne for håndtrykket mellem mænd og kvinder, er ikke udtryk for den mindste intolerance. Tolerance handler ganske rigtigt om også at tåle det, man ikke selv bryder sig om. Men der går en klar grænse lige her; det afviste håndtryk involverer jo ikke blot det religiøse menneske selv, han kan jo sagtens lade være med at give sig selv eller sine religiøse trosfæller hånden. Nej, afvisningen involverer også et andet menneske, det tilfældige fremmede menneske, i dette tilfælde den uberørte Ida Auken.

Derfor er det en rosværdig værdikamp, Auken udkæmper, og det har ikke været uden sværdslag med hendes oprindelige radikale bagland. Derfor: en stor hånd til Auken for hendes rigtige budskab: Vi insisterer på at røre ved hinanden, også dem, vi ikke er enige med. Det er det rigtige udtryk for tolerance.