Det var noget af en kovending, regeringen med forsvarsministeren i spidsen foretog, da de i weekenden annoncerede, at borgerne skulle være forberedt på kriser og have et tredageslager klar. Indtil da havde man været nærmest fjendtligt indstillet mod de stadig mere insisterende krav fra eksperter om, at nu burde man advare befolkningen, så hver borger kunne tage sine forholdsregler.

Således blev der fra ledende politisk side ikke set med milde øjne på, at foreningen Folk & Sikkerhed på eget initiativ i januar udgav pjecen »Hvad nu hvis« med råd om, hvordan vi privat kan forberede os på større kriser som strømnedbrud med mere.