»Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren.«

Sådan blev der læst op i mange danske kirker 1. søndag i advent. Verset er fra Salmernes Bog, kapitel 24, men for nogle danske præster er det mere end bare søndagsprædiken. Ordene rummer en dybere sandhed, en gudsgiven forpligtigelse over for skaberværket. Et teologisk argument for, at folkekirken – som Danmarks tredjestørste jordbesidder – skal give markerne tilbage til naturen.