Leder. Den socialdemokratiske udvikling i Norge og Tyskland kan vise sige at bryde med det nuværende danske Socialdemokratis mest sejlivede fortællinger, at man ikke kan vinde valg i Europa uden at udstråle en jernhård immigrationspolitik.
Genopstandelsen
Den nyslåede norske statsminister Jonas Gahr Støre på det norske socialdemokratis talerstol. Foto: Cornelius Poppe, Scanpix CORNELIUS POPPE
HELT efter det danske Socialdemokratis drejebog går det vist ikke for tiden. I denne uge vandt norske Arbeiderpartiet valget, og hvis målingerne i Tyskland holder stik, overtager Socialdemokratiet magten i Europas vægtigste nation. Glæder danske socialdemokrater sig ikke over europæiske partifællers succes? Naturligvis. Men det hører til blandt det nuværende danske Socialdemokratis mest sejlivede fortællinger, at man ikke kan vinde valg i Europa uden at udstråle en jernhård immigrationspolitik, og mange har derfor på det nærmeste lagt europæiske socialdemokratier i graven. Til danskernes forsvar må man sige, at det længe så ud til at passe.
DØDE var de så alligevel ikke helt, viser disse dages forbløffende tendenser mod nord og syd. I Norge blev Jonas Gahr Støre statsminister, en forfinet rigmand, hvis fremtoning har mere tilfælles med hedengange miljøminister Svend Auken end med udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund. I Tyskland optræder Olaf Scholz også som en skikkelig herre, der aldrig gribes i at tale fyndigt om polstringen af EUs grænser med pigtråd i fire baner, lyskastere og vagtposter. Støre er 61, Scholz 63 – »gamle, hvide mænd« med milde blikke har åbenbart alligevel tag i vælgerne. Biden-effekten, kunne den kaldes. Keine Experimente, som Konrad Adenauers slogan lød i 1957, Tysklands dengang endnu ældre kansler.
Del:
