Christiania. Ny bog fortæller historien om Pusher Streets trinvise degeneration ud i blod, drab og bandekrig.
Gadens storhed og fald
I årtier har Christiania været uløseligt forbundet med promovering og salg af hash og ikke mindst: Pusher Street. Fristadens smertensbarn, der startede som en integreret del af Christiania og gennem årene nærmest blev en kilde til stolthed for mange christianitter. Det åbne hashmarked var i høj grad med til at sætte området på verdenskortet og gøre stedet til en turistattraktion. Det symboliserede Christianias kontrære afvisning af det etablerede samfunds snæversyn og viste et alternativ. Men med tiden voksede det som en kræftsvulst på sin værtskrop i en sådan grad, at christianitterne til sidst måtte bede politiet og politikerne om hjælp til at få den fjernet.
I sin nye bog Pusher Street – en fortælling, der udkom på Gyldendal i sidste uge, fortæller kriminaljournalist Carsten Norton (f. 1972) gennem adskillige skriftlige og mundtlige kilder historien om Gadens storhed og fald. Det er et fascinerende indblik i et umuligt projekt, der søgte at forene et kriminelt marked drevet af ønsket om profit, udbud og efterspørgsel med et fællesskabsorienteret, antikapitalistisk og demokratisk projekt. Pusher Street var – som det øvrige Christiania – et socialt eksperiment, der forsøgte at få fredsbevægelse og hippieånd til at trives side om side med organiseret kriminalitet, og alt hvad det bringer med sig af rå magt, muskelhunde og hurtige penge.
Del: