Mandag Mortensen. Regeringen taber opbakning, men det er kun venstrefløjen, der har noget at fejre.

Frederiksens magt er sikret

Det er uomtvisteligt, at balladen om store bededag koster regeringen opbakning. På det punkt er meningsmålingerne entydige, og rumlen i det socialdemokratiske bagland bekræfter billedet.

Ifølge mandagens måling fra Voxmeter ville de tre partier i regeringen tilsammen tabe 15 mandater og flertallet, hvis der var valg i morgen. Men det er der som bekendt ikke. Værst ser det på papiret ud for Socialdemokratiet, der står til et tab på ti mandater.

Der er altså tilsyneladende grund til fejring for oppositionen, der for tiden består af alle fra Mai Villadsen og Pia Olsen Dyhr til Lars Boje Mathiesen og Alex Vanopslagh. Men kigger man nærmere på tallene, har de ikke helt samme grund til jubel.

De aktuelle målinger indikerer nemlig på ingen måde, at Mette Frederiksens position som landets statsminister er i fare. Tværtimod er det smalle røde flertal fra valget i november styrket en kende, fordi de tabte socialdemokratiske vælgere flytter sig til SF.

Selv hvis Venstre mod forventning skulle besinde sig og vende tilbage til blå blok, er man ikke i nærheden af et flertal, medmindre Lars Løkke Rasmussens mandater kan tælles med, og mon han er fristet af det efter de seneste uger?

Udsigten for den borgerlige del af den samlede opposition er altså ikke et regeringsskifte, men måske en socialdemokratisk regering med mindre reformambitioner end den siddende.

Det er der flere grunde til. Dels er den borgerlige opposition lige nu på udebane. Den aktivistiske protestbevægelse, der har samlet sig mod afskaffelsen af bededagen, er hjemmebane for venstrefløjen. Faner og bannere står altid klar i garderoben og skal bare rulles ud. Men for de fleste borgerlige partier er pladsen foran højtalervognene på Christiansborg Slotsplads ubetrådt land.

Det andet problem er, at den blå opposition er blevet så forbitret på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at de ser ud til at have glemt at skælde ud på Mette Frederiksen. Men uanset hvor meget de lige nu kan finde sammen med venstrefløjen om, kan de være forvisset om én ting: Er der rødt flertal efter et valg, vil SF og Enhedslisten pege på Mette Frederiksen som statsminister, og de vil forsøge at tage sig betalt med en politik, der ligger længere til venstre end den, SVM-regeringen har tænkt sig at føre.

Det andet problem er – og det rammer hele oppositionen – at modvinden næppe får regeringen til at vakle. SVMs flertal i Folketinget er intakt, og det samme er stålsatheden, når det kommer til regeringsgrundlaget.

Regeringen kan ikke væltes af nok så elendige meningsmålinger. Nærmere tværtimod. Fortsætter det med at se ud som nu, vil ingen af de tre partier være fristet til at bryde ud og muligvis udløse et valg.

Mette Frederiksen har lagt betydelige mængder prestige i projektet. For Lars Løkke Rasmussen er regeringen fuldbyrdelsen af den proces, han indledte med at afskrive blokpolitikken i valgkampen 2019. Jakob Ellemann-Jensen og Venstre er lige nu det parti, der har mest at tabe på regeringssamarbejdet. Men det er for sent at fortryde. Ellemanns udsigter i blå blok er mildt sagt ringe. Så hans politiske fremtid er afhængig af, at regeringen lykkes, og at han på længere sigt kan overbevise borgerlige vælgere om, at han har skaffet resultater, som han ikke havde fået i opposition.

Så selvom det lige nu er lykkedes for den borgerlige opposition at give regeringen modvind, er man ikke kommet ét eneste skridt nærmere valgkampens erklærede mål: at slippe af med Mette Frederiksen.

Tværtimod.