Dagens kommentar. EU kan ikke forsvare sig mod flygtninge i gummibåde. Hvordan skal en EU-hær forsvare Ukraine?
Forsvar forsvarsforbeholdet
Man skal smede, mens jernet er varmt, og det gør regeringen. Bomberne falder over Ukraine, og derfor lancerede regeringen med et flertal bag sig et såkaldt historisk udspil: Det historiske består tilsyneladende i, at Danmark endelig vil leve op til den NATO-forpligtelse, vi hele tiden har skullet leve op til, og at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet. Udmeldingerne blev lanceret så højtideligt, at man skulle tro, statsminister Mette Frederiksen havde besluttet at sende danske soldater til Ukraine for at hjælpe dem imod Rusland. Det er dog ikke tilfældet. Intet er endnu sket, der ikke er foregået på et hæve-sænkebord eller bag pulten til et pressemøde.
Den 1. juni skal danskerne så stemme ja eller nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Endnu venter vi dog på en god forklaring på, hvorfor det netop skal ske nu.
Del: