Forskud på konsensus

Der gik kun få minutter fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen lørdag bebudede, at hans parti indstiller Søren Gade til posten som Folketingets formand, til fungerende statsminister Mette Frederiksen på sociale medier gav Gade fuld opbakning.

»Søren Gade som formand for Folketinget lover godt for et samarbejdende folkestyre. Jeg håber, han vil møde bred opbakning fra Folketingets partier. Søren Gade har i hvert fald opbakning fra Socialdemokratiet, hvilket jeg også har sagt til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen,« skrev Mette Frederiksen på Instagram.

Selvom formandsposten er hævet over det partipolitiske, er det sjældent, at enigheden mellem de to sider af Folketinget er så manifest. Det er derfor også nærliggende at se valget af Søren Gade som et led i de verserende forhandlinger om den kommende regering.

Mette Frederiksens prompte reaktion på Venstres forslag om Gade indikerer, at der allerede på forhånd har været en aftale mellem Venstre og Socialdemokratiet. Det må ses som et klart signal fra Frederiksen til Ellemann om, at hendes tale om et bredt samarbejde er mere end blot retorik. Overleveringen af formandsposten er så at sige et forskud på den betaling, Venstre kan se frem til, hvis de vælger at indgå i en bred regering.

Nu er alt dog næppe taktik og spekulation. Til historien hører også, at Mette Frederiksen og Søren Gade gennem noget tid har opbygget et stort tillidsforhold. Blandt andet førte de valgkamp sammen op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i EU tidligere på året.

I forvejen hørte Gade til de Venstre-folk, der gerne ser et regeringssamarbejde over midten og dermed en frigørelse af Venstre fra blå blok. Det tilkendegav han allerede på valgaftenen, og efter Frederiksens opbakning til hans formandskandidatur sagde han til DR:

»Jeg synes jo, det er et godt signal af statsministeren, at hun – også i handling – siger, at hun ønsker noget bredt, og så er jeg selvfølgelig stolt og beæret over, at mit kandidatur er blevet taget vel imod.« Søren Gade afviste dog, at der skulle være forhandlinger mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, bedyrede i sidste uge, at han ikke førte regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen, men kun havde »sonderinger«. Ikke desto mindre er det åbenlyst, at Ellemanns retorik omkring et muligt samarbejde har ændret sig markant siden valget. De foreløbige signaler fra forhandlingerne på Marienborg tyder da også på, at Socialdemokratiets interesse koncentrerer sig stadig mere om Venstre, mens eksempelvis Lars Løkke Rasmussens Moderaterne er gledet ud i periferien.

I Venstre er der dels delte meninger om visdommen i at samarbejde med Frederiksen, dels mistro til, at hun reelt vil det brede samarbejde. Vil hun ikke i sidste ende bare fortsætte sammen med sine 90 røde mandater?

Med støtten til Gade har Frederiksen sendt et klart signal om, at hun vil samarbejdet, og selvom der givet ikke er nogen aftale endnu, er det pludselig blevet vanskeligere for Ellemann at gå baglæns med den begrundelse, at det bare var tom socialdemokratisk snak.

I Venstre er det en udbredt opfattelse, at partiet skal frigøre sig fra den tabende blå blok og søge mod den politiske midte, hvor indflydelsen ligger. Om det skal ske gennem regeringsdeltagelse eller en mere konstruktiv oppositionspolitik, er endnu uafklaret og vil selvsagt også handle om, hvilke indrømmelser Frederiksen vil give.

Gevinsten ved at gå med i et samarbejde er, at Venstre kommer tilbage i sin gamle rolle som magt- og indflydelsesparti, samt at man kan overflødiggøre Moderaterne, der må antages at sidde på en del tidligere Venstre-vælgere.

Faren er, at man udsætter sig for markant kritik fra de øvrige partier i blå blok, der vil angribe Venstre for at have svigtet den fælles sag. Den fare havde Nye Borgerliges Pernille Vermund luret, da hun til TV 2 udtalte sin opbakning til Søren Gade som formand for Folketinget.

»Jeg håber ikke, at det betyder, at vi får en bred regering hen over midten, hvor Venstre glemmer, at de er et borgerligt parti og pludselig lader sig opsluge af Mette Frederiksen.«

Meget tyder på, at Vermund har noget at have sin frygt i, og uanset hvad er opbakningen til Gade et skridt længere ned ad samarbejdets vej og dermed et farvel til blå blok, som vi har kendt den.