Forargelsens vinter

JEG BOR I en hjørnelejlighed på første sal med syv vinduer til gaden, ingen gardiner. Man kan se lige ind i mit glashus, alligevel er det ikke udelukket, at jeg kommer til at kaste med sten denne vinter, forargelsens vinter. Alle kan se mine tændte lamper, men jeg har også travlt med deres. Vi kan blive hinandens vogtere.

Når mørket og kulden kommer, bliver det svært, måske umuligt, ikke at sammenligne sit eget forbrug med andres, for der er en fælles pulje af energi til deling. Hvorfor skal skolebørn fryse, når Strøget går amok i julelys? Hvorfor skal jeg spare, når genboen bruger strøm på et latterligt vinkøleskab? Hvorfor henligger kirkerne i mørke, når Industriens Hus kører et permanent lysshow på facaden? Hvorfor ved jeg altid, hvor de andre burde skære ned? Og hvorfor ved de altid, hvor jeg skal? Med kenderblik bevæger man sig rundt og afsøger sine omgivelser, noget lyser op – en sauna, en rødglødende udendørs varmelampe, folk i T-shirts i lune stuer, varmtvandsbassiner til babysvømning, 34 grader – satme dyrt!