»For fanden fucking«

Her kommer en indrømmelse: Jeg bander lidt for tit. Jeg kan ikke lade være. Det sker, når nogen siger noget dumt i radioen. Når mit fodboldhold taber. Eller når noget eller nogen ikke vil, som jeg vil. »Fucking lort,« hvæser jeg så.

Derfor er der … ja, fandme noget befriende ved at se Danmarks udenrigsminister bande og svovle sig igennem ikke bare ét, men to interviews på en uge.

Først i Berlingske, hvor han fik kaldt avisen for et »menighedsrådsblad« og journalistikken for noget »skolebladsmenighedsrådsjournalistik«.

Siden i Zetland, hvor han fik sagt både »en skid« og »fucking« og »fanden« i løbet af halvanden times interview. For slet ikke at nævne den sjældne kombination: »for fanden fucking«.

Der er noget spruttende Egon Olsensk over det. Man ser det for sig: en – i hvert fald i eget selvbillede – misforstået Løkke, omringet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere. Og journalister, ikke mindst. Journalister og deres evige kritiske spørgsmål.

Det er ikke, fordi jeg ønsker mig, at vores politikere (eller jeg selv) render rundt og bander ad alt og alle hele tiden. Det tror jeg heller ikke, de selv har lyst til.

Nej, i virkeligheden handler det slet ikke om selve banderiet, men om det, som banderiet afslører: Her har vi – endelig! – en politiker, en af de her ellers uhyggeligt kontrollerede skikkelser, der mister besindelsen og taler lige ud af posen. En politiker, der i situationen ikke længere kan udholde rollespillet mellem den journalistiske skarpretter og den sortsnakkende politiker.

Ligesom dengang, Bertel Haarder trampede rasende rundt om sig selv i DR-Byen og snerrede »røvhul« og »dumme svin« ad en journalist, der havde afbrudt ham midt i risengrøden.

Dengang Magnus Heunicke overfusede en journalist efter et ellers uskyldigt interview om en togstation på Fyn. Dengang Uffe Ellemann-Jensen »kraftedeme« ikke ville filmes nedefra. Dengang Mogens Lykketoft »kraftedeme« blev brændt af på TV 2 midt i sin mislykkede statsministerkampagne. Dengang Naser Khader kaldte Henrik Qvortrup »et svin«.

Eller dengang Mette Frederiksen på et pressemøde slyngede sit notoriske »lev med det« ud om de ligeledes noget frisprogede sms’er, som Barbara Bertelsen havde sendt til sin departementschefskollega.

Der er ofte noget helt banalt komisk ved den slags øjeblikke. Noget genkendeligt. Noget afvæbnende: Se bare her, de er jo som os, de politikere, taber hovedet og taler over sig. Skælder ud og gestikulerer. Og fortryder formentlig med det samme. Hvem kender ikke det?

Nogle gange afslører dette enkeltstående kontroltab derfor bedre end selv det længste longread af en graverhistorie, at politikeren er i gevaldige problemer. At der ikke er noget godt svar på et kritisk spørgsmål. At han eller hun har fucket op, som man siger på moderne dansk. En del af dem, der har læst ugens interviews med Løkke, tænker nok netop det.

For andre virker harmen måske mere retfærdig, ja, ligefrem på sin plads: Journalister kan være noget så pokkers irriterende. Og jeg har en svag formodning om, at en del danskere ofte sidder derude og råber ad skærmen eller radioen eller avisen, at nu må de journalister da snart holde deres kæft og lade politikerne tale ud.

Det er derfor, kontroltabet kan være så befriende. Når politikere en sjælden gang bander og svovler i et interview, bryder det med vores etablerede forestillinger og afslører dermed også en kendsgerning om den politiske virkelighed:

Den ligner ofte mere en intetsigende performance end en reel meningsudveskling. En teateragtig dødedans, hvor medierne rutinemæssigt puster sig op, og politikerne lige så rutinemæssigt kryber i skjul bag skriftlige ikkesvar eller ingen kommentarer.

Kontroltabet minder os dermed om, at det hele ikke behøvede at være på den måde, så kontrolleret og forudsigeligt, så kedeligt, så meningsløst.

Derfor har vi brug for politikere, der mister besindelsen, bare en gang imellem.