MAGTEN falder sjældent elegant, især når magthaverne forestiller sig at sidde på en evighedstrone. Cuomo-familien var det solide element i New Yorks magtelite, den særlige streetwise adel, der kendetegner byen, og Andrew var prinsen, hvis kongetitel nu skulle bekræftes. Stemningen til hans taberfest tirsdag aften i et ballroom i Midtown var som de sene timer på en halvtom bar; den gamle verden stod dér helt alene uden nogen at gå hjem med. Om knap to uger sker det samme for Socialdemokratiet i København. Også her vil den socialdemokratiske kongefamilie gennem 120 år tabe med et brag, og Pernille Rosenkrantz-Theil vil, ligesom Andrew Cuomo, fremstå som et stort, overrasket spørgsmålstegn: Jamen var det ikke os, der skabte denne by?

I New York stemte et absolut flertal på Zohran Mamdani, en indtil for nylig ukendt fyr, muslim og selverklæret socialist, der vil bryde den dybe alliance mellem bystyre, finansfolk og en elite, der er blevet så velhavende, at resten af byen slet ikke kan følge med. Splittelsen i de vestlige lande udfolder sig ikke bare mellem by og land, men nu også i selve storbyerne: Newyorkerne rykkede klart ud mod fløjen i dyb mistro mod det bestående. »Alt fast og solidt fordufter,« som Marx og Engels skrev, og sådan er det nu: At stille op for at forsvare det bestående er den gennemgående tabersag.