I LØBET AF efteråret har der været mediefokus på problemer i den kommunale ældrepleje. Konkret har det handlet om Københavns Kommune, hvor først et, derpå en stribe plejehjem, kommunale såvel som selvejende, har demonstreret alvorlige svigt i plejen af de ældre medborgere, som de har et omsorgsansvar for.

I det aktuelle forløb har der været tale om afsløringer, der er kommet frem takket være den kommunale whistleblowerordning og den borgerrådgiver, som Københavns Kommune nu har besluttet at nedlukke. Fælles for sagerne er også, at de går år tilbage, men at de strækker sig helt op til nutiden.