Europas øjeblik

DET er fristende at se årets oscarvindende mesterværk af en animationsfilm, den lettisk-fransk-belgiske Flow, som en nådesløs allegori over det splittede og handlingslammede Europa, som alt for længe har ladet sig flyde bevidstløst gennem tidens strøm: En flok umælende og tandløse dyr – en forskræmt kat, en savlende hund, en lemur med lange fingre og en doven kapivar (man kan selv fordele rollerne) – ender sammen i en slidt sejlbåd og driver planløst gennem en verden under vand. Det hele går, sådan nogenlunde. Tøvende og kun sporadisk samarbejdende halter dette dyrenes Europa sig frem til bredden af en forandret verden, hvor de endelig træder i karakter sammen. Og er det ikke her, vi står nu? Et kontinent, lullet i søvn under den trygge amerikanske dyne, er pludselig vågnet op i vinterkulden under et tyndt og hullet lagen. En situation, der nemt kunne føre til mere splittelse, mere magtesløshed, mere uformåen på det gamle kontinent, men lykkeligvis har gjort det modsatte: Midt i al elendigheden tegner sig et spirende europæisk forår.

EUROPÆISKE ledere har godt nok tradition for at lade talen fylde mere end handlingen. I årevis har de kastet om sig med buzzwords om »strategisk autonomi«, øgede forsvarsudgifter, fælles sikkerhed og et Europa, der tager »skæbnen i egen hånd«. Som om man bare kunne sige det, og så var det sandt. Samtidig har skiftende amerikanske præsidenter fra den venlige Obama til den mobbende Trump uden held forsøgt at fortælle os, at festen snart var slut. Intet kunne rive os ud af den døsige ubeslutsomhed. Men da Donald Trump og hans vicepræsident, J.D. Vance, kastede sig frådende over den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som både havde det forkerte tøj på og sagde de forkerte ting, brast den illusion, at vi altid står sammen på hver sin side af Atlanten. Det var en af den slags øjeblikke, som den østrigske forfatter Stefan Zweig ville kalde »et sandt historisk øjeblik«, en begivenhed, som »vil sætte sit præg på årtier og århundreder«.