DET ligger ligefor at kalde Højesterets afgørelse i Samsam-sagen historisk. Men det er ganske enkelt for upræcist. Tirsdag den 2. september markerer et årelangt sammenbrud i hele det system, der omgiver de efterretningstjenester, der havde (troede man) til opgave at beskytte danske borgere: de højest placerede ministre, de mest betroede embedsmænd, de mest afgørende institutioner for vores sikkerhed. Højesteret siger helt grundlæggende, at dette system uberettiget har ofret en borger i en skandale så grum, at sikkerhedstjenesten må stå frem og erkende forholdet til Samsam og tage ansvaret for otte års pinagtig stædighed.

ER afgørelsen tung for myndighederne som sådan, rammer Højesterets afgørelse mest skelsættende Forsvarets og Politiets Efterretningstjeneste. Fem gange forsøgte Spanien, hvor Samsam sad fængslet, at få svar fra Danmark: Er manden dansk agent, som han påstår? Hvad siger I, vores danske kolleger? Har han ret? Og de danske tjenester undlod at fortælle sandheden, ja, de ligefrem løj. Seks år endte manden med at sidde i fængsel, selvom myndighederne et utal af gange har haft mulighed for at ændre historien og redde deres tidligere agent ud af hullet: Da han blev anholdt, da han blev tiltalt, da han blev dømt, for ikke at tale om hele den lange retlige proces herhjemme. Helt op til Højesteret skulle Samsam, som følge af at de mest magtfulde institutioner ikke har taget retsstatens vigtigste to principper på sig: at træffe den rigtige og sande afgørelse. Og at undgå justitsmord for enhver pris. Man må ikke skjule sandheden og sende uskyldige i fængsel.