Krig i fuld belysning

I dag, mandag den 1. september, er udråbt til Global Media Blackout. En række internationale medier har sagt, at de udkommer med sorte for- eller hjemmesider i protest mod Israels krig mod journalistik og fri information i Gaza.

Det er International Federation of Journalists, som har opfordret alverdens medier til »ikke længere at tie« og i en fælles aktion publicere den samme tekst med ordlyden: »Med den hastighed, hvormed journalister bliver dræbt i Gaza af den israelske hær, vil der snart ikke være nogen tilbage til at holde jer informeret.« Tavsheden skal protestere mod de mange dræbte mediefolk og symbolisere, hvor lidt vi ved om de forfærdelige forhold for civile i Gaza.

Det er helt på sin plads at protestere mod Israels angreb på mediefolk. Israel har på det skammeligste lukket af for mediers adgang til Gaza, og i sidste uge blev mediefolk igen dræbt, denne gang i et angreb på et hospital. Det er forkasteligt og bør fordømmes.

Men det grundlæggende budskab i dagens protest er helt forkert: Krigen i Gaza er ikke mørklagt. Det er derimod den mest intensivt dækkede militære konflikt i verdenshistorien.

Vi ser billeder af israelske bombardementer på sociale medier og nyhedsbureauer, mens støvet stadig hænger i luften. Historierne finder straks vej til de store medier, også herhjemme. Vi følger fotografier, videoer, øjenvidneberetninger, erklæringer om dødstal, beskyldninger mod Israel, svar fra Israel, internationale reaktioner i realtid. 

Gaza er ikke skjult, krigen og Israels handlinger, nogle af dem krigsforbrydelser, foregår om ikke i fuld belysning så på en scene, der er synlig for alle. Israel har forsøgt at lukke af for historierne og påvirke fortællingen om krigen – og fejlet eklatant. Israels talsmænd og ambassadører grilles ubønhørligt i tv-programmer, og de klarer sig gudsjammerligt. Samtidig gennemlyses den israelske beslutningsproces minutiøst, herunder forholdet mellem regering og forsvar, mens ministres udtalelser granskes for at klarlægge krigens motiver og placere et ansvar.

Alt dette er kun godt og rigtigt. Sandheden er, at Israel ikke er interesseret i at få detaljer om krigen frem, og det er naturligvis afgørende at gennembryde israelske forsøg på censur, fordrejninger og løgne. Men at tale om blackout og mørklægning, der nu skal brydes, er tæt på det absurde. Sådan har det været fra krigens første dag. Alle taler om Israel og Gaza, hele tiden, konstant, allevegne.

Og ikke nok med det: Israelere, der rejser ud i verden for at deltage i seminarer og konferencer, får af aktivister undersøgt deres fortid i det israelske forsvar. Israelske intellektuelle, forfattere og akademikere bliver stort set ikke inviteret til noget. Her er der faktisk tale om blackout.

Mørklægning er der også i Gaza, blot ikke i den retning, dagens protestaktion påstår. Hvor Israel næsten intet kan skjule, er det lykkedes Hamas at lukke fuldkommen ned for al kritisk journalistik. Der er ingen historier om, hvem der træffer beslutningerne i Hamas; om strategi, taktik, om israelske gidsler, ansvaret for angrebene på Israel, om tunnelernes omfang, bemanding og teknologi. 

Vi har en tåget indsigt i Hamas’ faktiske forhold til civilbefolkningen, ligesom vi ikke ved, hvor mange Hamas-folk der faktisk er blevet dræbt, eller hvad der foregår af interne magtkampe i bevægelsen. Hvor vi kender alt til støtten til Israel, både økonomisk og militært, ved man nærmest intet om den økonomiske hjælp til Hamas eller om de livliner, der må findes mellem Gaza og omverdenen.

Denne gennemførte asymmetri er ikke tilfældig. Hamas lever i mørket og er dybt afhængig af den skævvredne nyhedsdækning. Hvor forsøget på blackout er mislykket totalt for Israel, har Hamas haft tordnende succes, og bevægelsen har været godt hjulpet af Israels udelukkelse af uafhængige medier fra Gaza.

Der er naturligvis en stærk forbindelse mellem nyhedsdækningen og kravet om politisk handling. Hvor der rejser sig store globale protester mod Israels regering og alle, der har den mindste forbindelse til landet, om det så er cafeer eller konsulentbureauer, er der gennemgribende ligegyldighed over for Hamas og dets hjælpere. 

Vi ved, at Qatar stadig støtter Hamas, hvis politiske gren har kontor i landet – Qatar, der optræder som de facto-allieret med vestlige lande, hvis turister i tusindvis solbader og shopper i Doha, hvor magthaverne fører sig frem som ejere af europæiske fodboldklubber, stormagasiner, modehuse, bilfabrikker og ejendomme for milliarder og atter milliarder. Men der er ingen protester mod Harrods i London, nul blokader mod Paris Saint-Germains kampe, ingen fordømmelser af folk, der flyver med Qatar Airways. Den hovedrige, hykleriske, dybt religiøse ørkenstat møder ingen krav om boykot overhovedet.

Det ændrer dagens globale blackout ikke det mindste på. Tværtimod forstærker aktionen den illusion, at det akutte problem er mangel på information om Israels krigsførelse, der er blevet dækket væg til væg i snart to år. Derfor ved vi, at forholdene i Gaza er forfærdende. Derfor kræver det meste af verden fordømmelse og handling. Vi kan alle se det. Det usynlige er alt det, der foregår omkring Hamas og deres støtter. Måske skulle alle, der brænder så inderligt for at få krigen stoppet, arbejde lidt mere for at få lyset ind i tunnelerne og hive maskerne af Hamas og dem, der hjælper dem.